I et forsøg på at være en smule kronologisk, bliver indlæggene (som i forvejen er en smule drypvise) skrevet med dages forsinkelse.
Da vi gik fra Slotsruinen, var det med retning mod Asserbo og den Fakta, der forhåbentlig kunne bibringe et andet udvalg af indkøb til en anden pris, end den lokale købmand, der lever af sommerhusområdet, og derfor har en tilsvarende prissætning. Ikke at det er et uoverkommeligt problem...
Vi gik gennem resterne af Asserbo Plantage. En del af de skove, der gennem historien er plantet i forbindelse med sandflugten. Så vidt jeg ved var beplantningen af de nordsjællandske områder en langt større succes end de tilsvarende langs den nordjyske vestkyst, som også gennem tiderne er blevet offer for (og vel stadig er) sandflugt og de ødelæggelse det kan afstedkomme.
Det er her jeg til stadighed vil være en smule overvældet af de kræfter naturen besidder, og som for eksempel betyder at Råbjerg Mile den dag i dag nedlægger gårde og vandrer tværs over landområdet syd for Skagen.
Vi er ikke i Skagen, men Nordsjælland, hvor beplantningen bar frugt, og de store skovområder langs kysten med tydelighed viser hvordan.
Vi trak cyklerne, for mens min solide cykel, med noget bredere dæk end de mere almindelige, snildt klarer en gruset skovvej, er Anders' tynde dæk og sarte ventiler en helt anden historie.
De høje graner og fyr mellem brik og eg giver fornemmelsen af en stille ro, der kun blev endnu mere tydelig af, at vi var noget nær de eneste mellem de gamle stammer. En enkelt gang måtte vi søge ly under tætte blade, da en insisterende regnbyge lagde vejen forbi.
De forholdsvis brede grusede veje, mellem træerne har alle numre og brandvejsbetegnelser, og det yderste af skoven mod vejen er holdt nede, og giver et indtryk af at skoven er holdt. Et blik længere ind mellem stammerne giver et andet indtryk.
Asserbo Plantage, Tisvilde Hegn og de andre skovområder i Halsnæs og Gribskov kommuner, får så vidt jeg kan læse mig frem til, lov at stå som urørt skov, de er fulde af specielt spændende og sjældne insekter og så snart man bevæger sig væk fra vejen og ind i skoven åbner sig en helt ny verden.
Jeg skulle bare lige stikke hovedet indenfor, og blev mødt af noget, der fik tankerne mod Bisseline og alfetroldene, der sover på bløde puder af mos.
Inde mellem stammerne, er uret gået i stå, der er helt stille, væltede stammer ligger mellem nyt liv og man træder på tommetykt mos, der ikke giver lyd fra sig, men gør stedet eventyrligt og noget helt for sig selv.
Jeg vidst godt at billeder ikke kan gengive stemningen, men jeg prøvede alligevel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar