lørdag den 30. december 2017

Engle til min mor


Min mor har noget med engle. Da jeg så de fine engle i bomuld til at tørre hænder eller andet, var det derfor ikke svært at vælge netop dem, som julegave til min mor.





Jeg valgte en sart grøn, men af en eller anden grund, vil den grønne under ingen omstændigheder gengives på billeder. Den ser gul ud, og det er måske ikke helt forkert, for den farvelære jeg har med mig overalt betyder at jeg ved, at der er meget gul i sådan en grøn.

Jeg var ikke halvvejs gennem englene, før det gik op for mig, at de hæklede klude var fantastiske gaver, specielt når der kunne krydres med mønstre der passede til modtageren. Derfor fortsatte jeg hæklingen, da de sart grønne engle var færdige.





Jeg plejer at strikke karklude til min mor, og de virker. Jeg har endnu ikke hørt hvordan de hæklede af slagsen fungerer i forhold til de strikkede, men hun skal også lige have mulighed for at tage dem i brug.

Umiddelbart er jeg rigtig glad for de strikkede (som er meget hurtigere at lave) men det kan snildt være et temperamentsspørgsmål - så jeg venter spædt på tilbagemeldingerne.









Design: Smukke engle af Astrid.


Garn: Olines Cotton fra Garnudsalg. Det er ikke ren økologi, som jeg ellers havde taget en beslutning om kun at bruge, når det kommer til bomuld. Men ØkotexCertificeringen stiller hårde krav, og det tænker jeg er et godt stykke på vejen, og er slet ikke færdig med tankerne om økologisk bomuldsgarn.

Farven hedder 158 Grøn og jeg brugte 163 gram til håndklædet og de to karklude.


Hæklenål: 2½ mm.


Størrelse: Jeg ved ikke præcis hvor store de blev, men jeg slog op til kludene efter mål på de gennemprøvede strikkede karklude. De blev lidt mindre end jeg synes var godt, og slog flere masker op til de efterfølgende (som kræver eget indlæg.. senere)







Bemærkninger: Jeg vendte med 2 luftmasker og fulgte ellers opskriften/vejledningen til punkt og prikke. Filethækling er en langt hyggeligere måde at hækle med muligheden for egne kryds på ternet papir, end jeg havde forventet.

Det er også ret sjovt at se mønstret vokse frem. Stribeeffekten fra strik, der lige kræver den næste stribe og den næste, dukkede også op her.


Har du lyst til at se flere billeder af englene (og de andre hæklede juleklude), kan de ses lige her på Ravery.





2 kommentarer: