onsdag den 20. december 2017
Onsdagsmasker
Onsdag er uden møder, og jeg har tid inden arbejde. Det betyder ikke at jeg ligger på den lade side. I aften kommer strikkedamerne, og al den sidste tids ophobning af ting vi ikke har ryddet væk, sammen med planlægningen af aftensmaden fylder godt op sådan en onsdagsformiddag.
Jeg tænker om vi overhovedet behøver mad?
På den anden side bliver vi nok sultne uden...
Emilie stod glad op i morges, og hoppede lykkeligt ud af døren. Hun er helt rask igen, efter også at have pådraget sig et af de maveonder, mange af børnene i vuggestuen lider af for tiden. Jeg tænker det var uundgåeligt - med to gange penicillin oven i hinanden, er der ikke meget immunforsvar tilbage.
Lykkeligheden kom dog ikke af raskheden. I går kom lederen af institutionen. Hun havde talt med kommunen, der kunne se at Emilie skulle have fem dages ferie hen over julen. Der er kun tre dag mellem jul og nytår. Altså kan hun holde tidlig juleferie, og når dagen er slut, begynder hendes ferie.
Det havde hun ikke noget imod.
Med tanke på sygdom, tænker jeg det er godt med mulighed for at tanke godt op, inden hverdagen begynder igen.
Nå! Men det er onsdag, og tid til et kig på ugens projekter ud i garn og læsning.
Læse:
Jeg er godt gennem Bedemandens Datter. Det er ikke hæsblæsende spænding og jeg bliver lidt irriteret undervejs. Jeg har svært ved at sætte fingeren på hvad, men jeg er ikke overbevist om at gide læse de to næste i serien. På den anden side er jeg startet, og så synes jeg tit, jeg bør fortsætte.
Men det bliver ikke som det første.
Strikke:
Jeg er gennem julegaverne og er vendt tilbage til de igangværende projekter. Et enkelt er trævlet op, og den lille bønnespirekjole omsat fra bønnespiredragten fra Knitting for Olive er fundet frem igen.
Det er stadig et hyggeligt stykke strik, selvom bønnespirerne tager lang tid at strikke.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar