Onsdagsmasker

Vi er hjemme igen. Ankom i aftes, efter en begivenhedsløs togtur. Vi vidste ikke engang at DSBs billetsalg havde været en tur på gulvet med kaos til følge.

Det har været en skøn jul, med de vildeste gaver - hver og en. Jeg er blevet beriget på en måde jeg aldrig har oplevet før. Jeg har fået bøger, luksus, sjove, skønne, finurlige ting og en flok af det lækreste strikkerelaterede tilbehør. Det sidste vil jeg gerne vise frem, når det hele er nået op af kufferten og lagt frem til beskuelse.

Men først onsdagsmaskerne. For det er onsdag, og i aften er der strikkecafe i Glostrup. Det er længe siden jeg sidst har været med, og jeg overvejer alvorligt om ikke i dag er dagen, jeg skal af sted. I dag er uden aftaler, uden møder, aftenarrangementer eller hvad der ellers falder på en onsdag. I dag er ferie og det er ikke at kimse af.














Læse:

Jeg blev færdig med Bedemandens Datter, og må indrømme at jeg var skuffet. Det er ikke nogen dårlig historie, men at kalde den krimi, gjorde den forkert. Måske er det nødvendigt at læse alle tre, før jeg kan stoppe den i krimikategorien. Det er muligt, men lige nu er jeg bare skuffet og har ikke lyst til at læse videre af den vej.

I stedet stoppede jeg New York af Edward Rutherfurd i kufferten mod jul og Jylland. Det er ikke krimi, det er historiefortælling pakket ind i skønlitteratur. Jeg ved hvad jeg får, og det skaber ikke skuffelse.

Jeg er ikke nået langt, men jeg er ret vild med Rutherfurds universer og kan næsten se mig selv gå gennem New Yorks stinkende gader en gang i syttenhundredetallet, hvor byen stadig kan ligge på spidsen af Manhatten og gamle indianerspor er farbare mod andre dele af landet.

At han pakker historien ind i familiefortællinger, der betyder jeg næsten kender personerne som årene går, gør kun historien bedre.



Strikke:

Jeg pakkede både den lille kjole fra sidste uge og sweateren til Anders ned og tog dem med til Jylland. Ret hurtigt nåede jeg det punkt, hvor kjolen skal have ærmer. Ærmer til små størrelser kræver strømpepinde, eller i hvert fald ekstra pinde. Det havde jeg ikke med, så i stedet kastede jeg mig over sweateren til Anders.

Snoningsmønstret har jeg tegnet selv, og måske derfor er det ikke på nogen måde udfordrende. Ærmerne derimod. De er nye og aldrig før prøvede.

Da jeg lagde sweateren væk inden julegaveproduktion passede den perfekt ned over skuldrene. Nu er jeg spændt på om beregningerne til udtagning og samtidig strik af ærmekuppel og krop passer. Jeg er snart der hvor ærmer og krop skal skilles, og dermed der, hvor endnu en afprøvning er på sin plads.

Jeg er spændt og strikker videre mod afprøvning. Jeg er ikke nået så langt som jeg gerne havde ville, men sort garn og sommerhusbelysning er ikke den bedste kombi. (Sort garn er tydeligvis heller ikke det bedste til billedetagning). Altså fik jeg ikke strikket helt så meget i julen, som jeg måske havde regnet med.


Så gjorde jeg så meget andet.