Der er noget tiltrækkende over gavlmalerier.
Når man bevæger sig rundt i storbyer, er det sjældent ikke at komme forbi et enkelt eller to. Da Sille og jeg sammen med Rose i går gik gennem byen, havde jeg kameraet med. Egentlig i håbet om at fange et enkelt billede eller to af babyen, men gavle kunne altså også tiltrække.
I øvrigt blev jeg ønsket tillykke med barnet, mens jeg stod med baby og vogn og ventede på at Sille skulle komme ud af en opgang efter endnu et vellykket køb. Hun er en haj med Den blå avis, og har købt stort set alt hvad der behøves til en baby. Når det ikke længere er aktuelt, sælger hun igen, og sådan bliver der recirkuleret og intet går til spilde.
Det var skønt at ses igen, efter jul og familietid, der med al sin fryd og glæde hurtigt får det til at føles som meget længe siden sidst. Emilie har meldt at næste gang vi ses, vil hun altså med. Så håber vi bare hun har fri eller ikke er syg, når næste gang dukker op. Hun har nemlig endnu ikke set babyen i levende live - og er i den retning temmelig utilfreds.
Jeg trænede på vejen hjem. Jeg er ret imponeret af mig selv. Af at jeg holder ved, af at jeg holder af det, af at jeg ikke springer over, gør det kortere eller på anden måde laver shortcuts og mest af alt af at det stadig føles godt, og jeg næsten (kun næsten) kan savne det, hvis der går for længe mellem.
Også over at glæde mig som et barn til vi igen kan fællestræne på skolen, når Lotte efter nytår er færdig med uddannelse for denne gang, og igen kan overskue at træne os andre. Det er altså sjovere når vi er flere sammen.
Af samme grund er jeg sprunget på det nye tiltag med holdtræning i LOOP en gang hver fjortende dag.
Og billeder af Rose - jo dem fik jeg også et par stykker af.
Det er spændende at følge på sidelinien. Helt anderledes end dengang jeg selv havde små børn, og ikke på samme måde så de spring i udviklingen sådan en går gennem. Se hvordan hun bliver mere og mere bevidst og selvstændig, rækker ud, opdager verden - og hendes fødder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar