Jeg tror aldrig jeg har fået så mange - eller så varierede julegaver som i år. Eller for den sags skyld gaver der alle er enten ønskede eller noget jeg ikke vidste jeg havde brug for. Ren luksus simpelthen.
Jeg del af gaverne hører til i strikkekategorien - lækre ting allesammen, og fuldt ud kombinationsdygtige:
Jeg har længe ønsket bogen fyldt med japanske mønstre. Det er ikke en opskriftsbog, men udelukkende teknik, helt som jeg bedst kan lide det. At den ,å under træet, havde jeg ikke set komme, men den er mindst lige så lækker, som jeg forestillede mig.
Jeg har bladret igennem et par gange, forelsker mig i det ene mønster efter det andet og tænker at den store cone med blødt lammeuld i fin meleret farve snildt ville fungere sammen med bogens mønstre. Jeg tænker en cardigan, måske med lommer og lidt længde. Jeg tænker også den har lange udsigter, for andre projekter presser også på. Men så er der tid til at tænke, bladre videre og beslutte mig for den helt rigtige facon.
Når jeg går i gang kunne det hele snildt være i projektposen med de skønne får, der er i hvert fald næsten plads til hele den store cone, og knapperne fra African Touch der er lavet af kvinder, der dermed kan opretholde en indtægt, kunne passe fint til, når det hele er syet sammen, efter at have været vasket og strukket i facon på de gode plader, der fylder godt på gulvet, men også kan pakkes væk, når de ikke er i brug.
Jeg har et sæt mere, men somme tider er der ikke plads nok på de seks store plader jeg allerede har. Jeg købte dem i sin tid i BabySam. De blev solgt som legegulv, og da jeg kom i tanke om at jeg gerne ville have haft et sæt mere, kunne jeg ikke længere få dem.
Det er Emilie, der har købt det nye sæt. De har efter sigende samme størrelse, men de gamle er sjovt nok lige lidt større. Fleksibiliteten betyder at de alligevel godt kan sættes sammen, og jeg er ikke i tvivl om at jeg bliver glad for dem.
Længe var hendes plan at de skulle med til Jylland. Hun pakkede fint ind, og når snakken mellem hende og Anders gik på uhåndterligheden og genkendeligheden, insisterede hun stadig på at tage dem med gennem tog og skift i Høje Taastrup.
Hun endte med at ombestemme sig, og i stedet printe et billede. Hjemme igen kunne jeg bytte billedet, og var ærlig talt taknemmelig for at hun lod dem blive hjemme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar