Det blev en kurv

Det løbbundne projekt, jeg håbede blev en kurv, blev en kurv.

Det har været et afsindig sjovt projekt, der både har taget længere tid, end jeg troede, blev færdig hurtigere end jeg havde regnet med og som har givet en hel del erfaringer – specielt i forhold til at øvelse gør mester.

Jeg er meget tilfreds med det færdige resultat, men det ændrer ikke ved at jeg også kan se fejl. Det er fejlene vi lærer af, dem der er med til at vi bliver bedre og kan se vores egen udvikling. Jeg er glad for mine fejl, og jeg ved hvor jeg skal sætte ind i næste projekt.

For der bliver helt sikkert et næste.. .og et næste… og…

Jeg har bundet med jute over et blåt nylonreb fundet hos den lokale Røverkøb. Visse steder kan jeg se det blå igennem. Det er selvfølgelig ikke optimalt, og af samme grund tror jeg hellere jeg vil bruge det indkøbte papirgarn som grundlag i næste projekt. Det er nemlig ikke helt så grimt, hvis det kan ses.

Et andet sted der kræver øvelse er afslutningen. Meget øvelse. Jeg forestiller mig at der går lang tid, inden jeg for alvor bliver tilfreds med afslutningen. Det er bare svært. Mere er der ikke at sige om det.

Men kurven altså. Den blev færdig lige tidsnok til at komme med på weekend. Den har allerede vist sit værd. Den fungerer både fantastisk som strikkekurv – så længe projektet ikke er alt for stort – og som en lille taske til at transportere de allervigtigste ting mellem værelse, restaurant og mødelokalet vi bruger til at strikke i.

Bunden er bundet med ottetalssting. Da jeg nåede til kurvens sider skiftede jeg til maskesting. Som udgangspunkt havde jeg otte viklinger mellem maskestingene, det antal voksede efterhånden som kurven både voksede udad og i højden. Jeg endte med at have et noget uregelmæssigt antal viklinger mellem maskestingene – igen noget med øvelse. Jeg satte dem der, hvor det gav mening.

Hanken har jeg bundet med ottetalssting. Jeg kunne ikke se anden løsning. Om det er nylonrebet, der giver sig, eller om løbbundne kurve generelt er fleksible ved jeg ikke, men det er nemt at forme på kurven, der både kan være bred eller smal, alt efter ønske.

Det kunne være lækkert med en større kurv, men jeg tror jeg satser på noget lidt mindre næste gang. For at blive i det med øvelsen og at blive bedre. Så kan det med større komme en gang med tiden, når erfaringen er mere håndgribelig.