Anden del af et mysterie

Det var ikke vanvittig meget strik der kom med hjem fra Paris. Eller hækling, for den sags skyld.

Jeg nåede så absolut længst med hæklingen. Jeg var lidt usikker på det der med pinde og fly, så jeg pakkede et nøgle bomuldsgarn, en hæklenål og en opskrift på en karklud med et fint mønster. Den nåede halvvejs – og er ikke rigtig kommet længere siden.

Værre gik det med det mystiske sjal. Jeg printede anden del af sjalet, pakkede garn og pinde i kufferten og havde hjemmefra besluttet hvilken af de to muligheder jeg ville springe ud i. Anden del af sjalet bestod af to sektioner. I den første sektion var der frit valg mellem tofarvet patent eller et lille rillemønster.

Jeg kan rigtig godt lide patent. Ja, det går ikke afsindig stærkt, men det er pænt, jeg finder det nemt og jeg synes ikke engang det er svært at gennemskue at samle masker op, hvis de går tabt. Det var først sidste år jeg lærte den tofarvede mulighed, der viste sig at være temmelig enkel og smart tænkt. Nogen må have tænkt det en gang.

Jeg har strikket masser af patent, men jeg har aldrig lært at tage pænt ind og ud i patent. Rillemønstre kan man altid strikke, også selvom jeg nåede at tænke at i forhold til de tidligere rillemønstre i det mystiske sjal ville patentstrikken ende med at vende “den forkerte vej”. Jeg sprang på patentversionen med både ind- og udtag.

Jeg strikkede en lille smule om aftenen på hotellet. Ikke meget – mest noget med at finde tilbage, når jeg havde lavet fejl. For indrømmet jeg lavede et par graverende fejl.

Mest strikkede jeg i metroen, når vi endelig havde fundet et sæde, eller på restauranter og cafeer, når vi ventede på det bestilte. En pind her, en halv pind der, og sådan nåede jeg hele vejen gennem den første sektion.

Halvvejs gennem gik det op for mig at jeg havde glemt at tage ud i den ene side af sjalet. Tre glemte udtagninger af hver to masker kan ikke reddes. Det krævede en aften på hotelsengen at trævle det hele op, sætte maskerne tilbage på pinden og strikke et par gange frem og tilbage – for lige at være i gang igen. Samtidig gav det mig mulighed for at trække lidt ekstra i garnet omkring ind og udtagningerne. Jeg synes nemlig ikke de blev pæne.

Senere nåede jeg at lave en anden fejl, men den var knap så graverende.

Den sidste aften sad jeg på hotelsengen, tilfreds med endelig at været nået gennem hele første sektion – af anden del af sjalet. jeg var bare ikke tilfreds med det jeg havde strikket.

Omkring ind- og udtagningerne så det sjusket ud. Jeg gik på nettet og tjekkede de andres billeder, og kunne konstatere at jeg ikke var ene om at få nogle grimme lange masker i den ene side af ind- og udtagningerne. Mit garn er tyndere end det de fleste bruger, og så bliver det meget mere tydeligt.

Jeg pakkede strikketøjet væk og nøjedes med den hæklede klud i toget mod lufthavnen.

Hjemme tænkte jeg tanker for og imod. Længe. Gik i seng med en overbevisning om at ville strikke videre, og stod op næste morgen, kun for at trævle det hele op og strikke retrilleversionen i stedet.

Jeg er glad for mit valg. Også selvom jeg synes det patentstrikkede er rigtig fint og passer ind i resten af sjalet. Det skulle bare ikke være med mit plantefarvede garn.

I øvrigt er jeg lidt bekymret for den lilla. Jeg tror ikke jeg fik skyllet nok efter farvningen, for jeg får helt lilla hænder når jeg strikker med det – jeg håber virkelig ikke det smitter vildt af, når det senere skal skylles op og vaskes…