Hurtigfærgen til Bornholm, var aflyst de sidste dage af sidste uge, og de gamle langsommere var i stedet sat ind. Det gav en smule uro i forhold til weekenden, der stod i den kollegiale hygges tegn.
Berits sommerhus ved Hasle var endnu engang rammen om en skøn weekend med skønne kvinder på den skønne ø, vi hvert år vender tilbage til. Heldigvis var færgen ikke aflyst, da vi fredag fyldte bilen og satte kursen mod Ystad og overfarten mod en dejlig weekend.
Sidste år havde vi mændene med. Både den stadig ansatte og den forlængst pensionerede, men det var bare ikke det samme. Det er en udpræget tøseweekend, og når Henrik gerne holder Klubben åben, så vi andre kan komme tidligt af sted, lover vi selvfølgelig at købe chokolade med tilbage.
Vandet så stille og spejlblankt ud som vi nærmede os Ystad. Men det var ren synsbedrag. Jeg har sejlet til Bornholm mange gange, men jeg kan faktisk ikke huske en overfart, der var så gyngende og så begyndende kvalmefyldt, som den vi oplevede i fredags.
Vi havde ikke sejlet længe, før Louise og jeg kiggede på hinanden og besluttede at gå udenfor. Først da jeg rejste mig op, gik det op for mig hvor meget vi gyngede, og endnu hurtigere stod det klart at søgangen betød at der skulle tænkes strategisk inden bevægelse fra A til B. Pauser med faste tag i det nærmeste fastspændte var så afgjort en god ide mere end een gang, inden vi nåede døren ud til dækket.
Ude var det meget rarere. Vi fandt en god plads op ad rælingen, lige bag redningsbådene, der både gav udsyn, men også en følelse af ikke at stå alt for tæt på kanten. Vi opgav hurtigt at gå indenfor igen og valgte, trods meget kolde fingre og ører at blive ude resten af overfarten.
Skibet skiftesvis huggede og rullede i bølgerne og skumsprøjt stod så højt at vi blev gennemblødte, på trods af, at vi stod på øverste dæk. Jeg forsøgte at tage billeder, der både viste skumsprøjt, bølgegang og det vilde vejr. Jeg må desværre indse at det ikke virkede særlig godt. Men jeg lover at vi smagte af saltvand i hele ansigtet, da vi kørte af færgen, vores læber var sprøde og kameraret var tæt på at dø og nægtede gang på gang at lukke op ved tryk på tændknappen.
Jeg vil alligevel påstå at jeg stod lige – eller så lige man kan stå på et gyngende skib, lænet op ad rælingen -, da jeg tog billedet længere oppe, der viser Louises flagrende hår, og linier i horisont og skibsdele, der ikke helt vender samme vej. Bølgerne ser ikke skræmmende ud, men det kan alligevel fornemmes at dækket er vådt – og det regnede ikke…
Totalt kontrastfyldt var det at kigge i den anden retning. Tilbage mod Sverige skinnede solen gennem skyerne, i solnedgangen stod silhuetter af fiskerbåde romantisk på noget der lignede et blikstille hav. Vildt, mærkeligt og supersmukt.
For en sikkerhed skyld, og fordi dagene på Bornholm viste vejr med masser af blæst, sørgede vi for at købe søsygepiller til turen hjem, spise dem, fylde maven med søsygefornuftigt kost og var klar til den store tur.
Det blæste på vej hjem. Båden gyngede også en del. Jeg var højst sandsynligt blevet ramt af kvalme uden forholdsreglerne, men det føltes alligevel lidt som at skyde gråspurve med kanoner, da det viste sig at hjemfarten var vand ved siden af turen over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar