mandag den 31. oktober 2016

Notre Dame


Vi gik over Pont Neuf til Ile de la Cite, rundede et par hjørner og stod pludselig foran den mægtige katedral. Vi var ikke tidligt på færde, så der var fyldt med turister, og andre der hang ud på pladsen foran kirken.


Notre Dame de Paris

Notre Dame de Paris


Efterårsferien er vist ikke indført i samme grad i de andre europæiske lande, som i Damark, i hvert fald er det let at komme til i Paris i efterårsferien, der høres en hel del danske stemmer rundt om i byen og køerne til de store attraktioner er ganske korte.

Det tog ikke lang tid at komme gennem kontrollen og ind i selve kirken. Som alle andre steder – både butikker og turiststeder skulle vi gennem et sikkerhedstjek, og aflange metaldetektorer er standartudstyret hos de fleste vagter rundt om i byen.

Inde i kirken gik vi turen rundt sammen med alle de andre, beundrede arkitekturen, de store rosenvinduer og Emilie tændte et lys. Jeg er ikke i tvivl om at lystændingen betyder noget andet for hende, end for de fleste. For Emilie er det en fin og betydningfuld tradition hver eneste gang vi møder muligheden. Mit kamera duer ikke til indendørs billeder, så indersiden af kirken må I tænke jer til.


Notre Dame de Paris


Jeg blev som altid imponeret over det kæmpe bygningsværk, der indbyder til meditation og en vis ydmyhed over de mennesker, der har viet deres liv til at bygge et så fantastisk monument.

Notre Dame, er et enormt bygningsværk. Byggeriet tog næsten tohundrede år og stod færdigt sidst i trettenhundredetallet. Jeg har læst Jordens Søjler, og kunne ikke lade være med at blive slået af tanken om arkitekterne og arbejderne bag, der aldrig så deres arbejde tilendebragt.


Notre Dame de Paris

Notre Dame de Paris


Ude igen beundrede vi de imponerende stræbebuer og mængen af gargoiler, der i Victor Hugos fortælling bliver levendegjort sammen med den pukkelryggede klokker. Igen kan Paris give næring til barndommens naive forestillinger og klokkeren i Disneys version blev næsten levendegjort for øjnene af Emilie.


Notre Dame de Paris


Jeg ville gerne have været oppe i tårnet. Emilie ville gerne være blevet nede og vente, men desværre måtte jeg se i øjnene at det var for sent, porten var lukket og vi nåede aldrig tilbage igen. Til gengæld fik vi set så meget andet.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar