Kobbeådalen

Berit er eminent til at finde udforskningsspændende steder på Bornholm. Der er ingen tvivl om at hun er godt hjulpet af gode opslagsværker om Bornholm, men det ændrer ikke ved, at vi hver gang vi besøger øen, ser nye smukke steder.

Denne gang udforskede vi Kobbeådalen, som er en af de utallige sprækkedale der findes på Bornholm. Af de mere kendte kan nævnes steder som Ekkodalen og Døndalen, men de mindre kendte af slagsen er så absolut også værd at besøge.

Det regnede da vi forlod Svaneke. Blæsten var kold og vi var tæt på at aflyse foretagenet og i stedet tage hjem. Vi endte alligevel med at gøre forsøget, forberedt på at gå tilbage, hvis det skulle blive for koldt og regnfyldt. Det var det heldigvis ikke – indtil vi skulle tilbage. Men da var det for sent.

Selvom sommeren har varet længe, måtte vi i lørdags sande, at efteråret for alvor har sat ind. Der var stille, tørt og rart mellem træerne i sprækkedalen. Blæsten fra de sidste dage havde tydeligt gjort krav, for på skovbunden lå et tykt tæppe af blade. Ikke bare brune efterårsblade, men også masser af grønne og hele grene, stadig med blade.

Vi fulgte åen fra udløbet ved kysten mod vandfaldet i den anden ende. Der var ikke meget vand tilbage, og en løber med en hund vi mødte et par gange, kunne da også på forhånd fortælle at det var et noget trist vandfald vi var på vej mod.

Det føles som ren natur at gå gennem dalen, der sine steder er vanskeligt at forcere, men turen hjælpes lidt på vej af otte træbroer, der fører over åen og langs den stejleste del af klippesprækken.

Fra vandfaldet valgte vi af uvisse grunde at forlade sprækkedalen og gå langs vejen tilbage. Vi startede godt ud gennem skoven ad en større sti. Mens de andre førte an, overhørte jeg min mavefornemmelse, der sagde mig at vi gik den forkerte vej. Efter et stykke tid, kom vi ud af skoven og havde Østerlars Rundkirke foran os. De der kender en smule til Bornholms geografi vil vide at Østerlars Rundkirke ikke burde ligge på vores vej tilbage mod nordkysten og den parkerede bil…

Vi vendte om, gik gennem skoven og den rigtige vej mod vejen og i retning af endnu to kilometer i susende kold blæst på en meget flad landevej. Tilbage ved bilen måtte vi alle indrømme at ingen af os anede hvorfor vi ikke gik gennem den stille ådal tilbage. Ej heller hvorfor vores tur blev dobbelt så lang.

Det sidste skabte ikke større problemer end meget sen aftensmad og en sund følelse af træthed i kroppen.