mandag den 31. oktober 2016

Weekend i fællesskab


Jeg er vildt imponeret af de fire damer, der stod bag weekendens strikketræf. Ikke alene har de stablet en weekend på benene, der indeholder alt, vi skal bare møde op, medbringe garn og pinde og ellers sætte os godt til rette. Vi skal selvfølgelig også betale ved kasse et, men derfra er alt iberegnet, og gider vi ikke andet end sidde på en stol, strikke, snakke og stoppe i hovedet, er det det vi gør.


Fællesskab og strik


De fleste af os valgte også at komme ud i naturen, gå tur i byen eller på anden måde bevæge os væk fra weekendens primære formål, for at få lidt gang i kroppen, få frisk luft, få alenetid eller hvad der nu skal til, for at komme helskindet gennem en weekend fyldt med strikkeglade damer.

Jeg kan for eksempel godt mærke at jeg, som introvert, får brug for at trække mig tilbage undervejs, ligesom tanken om at et mindre og mere imtimt selskab ville passe bedre til mit temperament og behov. På den anden side er en weekend sammen med en bunke mennesker, jeg både holder af og umiddelbart ikke selv ville have valgt en rigtig god udfordring for mig.


Maribo Sø


Snakken om sommerhus dukkede op på vejen hjem. Vi har snakket om det før, gjort alvor af det for flere år siden, men ikke siden fået planlagt endnu en gang. For sådan noget skal planlægges – men det er der råd for, og det ene udelukker ikke det andet.

Men tilbage til weekenden. Det var hyggeligt – på den gode måde. Jeg fandt tid til at trække mig tilbage, som jeg har brug for, komme ud og nyde den skønne udsigt fra hotelværelset ned mod søen. Alligevel var jeg så fyldt med indtryk at jeg gik fuldstændig i brædderne, da jeg kom hjem.

Altså var det først her til morgen, jeg for alvor fandt plads til at nyde de skønne, skønne sponsorgaver de fire damer bag weekendens træf også har været rundt og samle sammen. Der var mange skønne gaver, og selvom jeg kun har taget billeder af de to forskellige typer garn, jeg var så heldig at få med hjem, var der en hel del mere i posen.


Skønne sponsorerede gaver


Skønt garn fra Rowan, som jeg måske allerede har en ide til hvad skal bruges til. En blanding af silke og hør, som føles dejligt og som jeg glæder mig til at tage hul på. Jeg ved helt ærlig ikke hvem der har sponsoret, men jeg har en ide om at det er Anita Garn på Frederikssundsvej. Fra Garnudsalg fik jeg to nøgler Sock It, som på turen hjem fik ben at gå på. Jo der er nok at gå til.

Hvad der ikke er på billedet, men som så afgjort også kræver gode ord med på vejen er marmelade fra Skaaning Vin, En skøn grillbog fra Damhus Slagteren og en håndcreme, jeg ikke ved hvem fra givet, men som så afgjort ser lækker ud. Posen vi fik det hele i er sponsoreret af Rødovre Kommune og endelig blev vi alle inviteret til at se ishockey når Rødovre Migthy Bulls møder Sønderjyske sidst i november.


4 kommentarer:

  1. Ja det var virkelig en skøn weekend {;o) tak for dejligt selskab

    SvarSlet
  2. Det lyder søreme som endnu en dejlig weekend i strikkens tegn

    SvarSlet