Berit er som tidligere nævnt fænomenal god til at finde nyt at se, når vi er på Bornholm. Denne gang endte vi med rovfugleshov i Rovfuglecentret, der ligger nærmest midt på Bornholm… Altså midt på, er en stor del af øen. Det ligger nærmere langt ude på landet mellem Nyker, Klemensker og Årsballe.
Showet startede indenfor i flyvehallen, hvor de mindre fugle blev vist frem samtidig med at historien om rovfugle blev bygget op. Vi mødte silkehøns, de er afsindig bløde, kan ikke flyve, men var meget glade for at spise larver. Derefter blev vi præsenteret for en latterfugl, eller en isfugl, som latterfuglen også er. Den var fin, vi fik lov at høre den grine, den kunne også godt lide larver – og ham dyrepasseren der lignede Legolas.
Dernæst fik vi lov at møde Jacob (tror jeg nok han hed – ellers gør han det nu). Jacob er en ara, der ikke har været på Rovfuglecenteret særlig længe. Jacob spiser nødder, og jeg kan ærlig talt ikke huske hvorfor han skulle være mellem rovfugle. Men jeg kan huske at dyrepasserne fortalte den søde historie om hvordan Jacob havde været noget slap i musklerne, da de fik ham. Han havde levet på en pind og ikke trænet sin flyvemuskulatur – de vidste dog at han kunne flyve. For de havde prøvet.
Han var blevet sat på en pind helt oppe under loftet i flyvehallen – og så havde en dyrepasser skubbet til ham, så han blev nødt til at flyve, for ikke at falde. Han endte hos den af dyrepasserne, han sad hos, da vi mødte ham. Historien meldte også at det var den eneste af dyrepasserne han have tiltro til for øjeblikket. Muligvis fordi det var ham, der greb ham, da han var ved at falde.
Den sidste vi blev præsenteret for, mens vi sad i hallen var en lille slagugle. Jeg kan ikke huske hvad den hed, men den var ikke afsindig kvik. Den var ikke så gammel, og de var stadig ved at træne med den dagligt. Træningen gik i høj grad ud på, at uglen skulle flyve hen til den af trænerne, der stod og viftede med en død mus, som så udløstes som præmie. Samtidig med træningen betød det at uglen blev fodret. Sådan foregår ret meget rovfugletræning vist.
Men den her ugle ville hellere træne trænerne. Altså blev den siddende og sagde en meget ynkelig lyd, til de i stedet gik hen til den med maden. De gjorde det kun for at vise os hvad den ville. En enkelt gang. Det afholdt dog ikke uglen fra at mene træningen skulle vedblive at foregå på den måde – hvorpå den viste os allesamme hvor lidt gennemtænkt den var; den fløj nemlig op og satte sig på en af siddepindene oppe under loftet. Der sad den så og hylede op om at trænerne skulle komme op til den…
I øvrigt punkterede den ene af trænerne efterfølgende myten om uglers vid og klogskab ganske eftertrykkeligt. For som han sagde: Kig lige på det der hovede. Inde under fjerene er det på størrelse med en appelsin. Se så lige på øjnene og forstil jer at stoppe to øjne på størrelse med bordtennisbolde ind i hovedet (der er på størrelse med en appelsin).
Ugler hører sindsygt godt, og ørene sidder indeni. Så der skal også lige være plads i appelsinhovedet til to temmelig store lytteapparater – og noget mund.
Hvor meget plads tror I så egentlig der er tilbage til hjerne?
Jeg beklager billedekvaliteten, der alle er taget indenfor, og vender tilbage med flere billeder af større fugle, når vi er gået fra den indendørs flyvehal til forevisningspladsen udenfor. Der er lidt langt ad en sti bagom en flok små hytter og gennem en skov…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar