Ude på forevisningspladsen trak det op til regn. Det lod vi os dog ikke skræmme af, og efter en kort byge klarede himlen op til slut.
Vi så fire fugle i aktion. De to første var vistnok begge falke. Den ene var i hvert fald. Inde i mit hovede er de blevet blandet sammen, så jeg kan ikke rigtig huske den ene fra den anden. De blev begge båret ind, med hætte over hovedet, siddende på hånden af en falkoner.
De gav begge en opvisning i deres flyvekunst, og mens jeg sidder her og skriver dæmrer det at den ene fløj fra platform til platform mellem tilskuerne og kom temmelig tæt på, mens den anden fløj højt og langt for at styrtdykke efter lokkedimserne falkonererne svingede med høj hastighed.
Fastsat på lokkedimsen sad et stykke kød, og da falken endelig fik fat i farten og fangede byttet var det show slut. Et imponerende vingefang blev bredt ud over byttet. Ingen skulle tage det fra hende, mente falken, mens hun spiste det fangede.
Efter de to mindre fuldt flyvefærdige højhastighedsprojektiler blev det tid til de rigtig store fugle. Først en havørn af den canadiske slags. Hvidt hovede, brun krop, afsindig flot og nærmest aritokratisk i sin form og udfoldelsesevne. Den var tydelig vant til fremmede og viste sig frem i al sin pragt, mens den med jævne mellemrum guffede døde kyllinger, falkonererne havde med i sidetasken.
Det var et imponerende syn.
Den sidste gæst var en grib. Den kom flyvende fra “stalden” – eller hvad sådan noget hedder – og derfra gik den rundt. En grib har brug for god afsats og lange distancer, før det kan betale sig at flyve. Den var også imponerende. kæmpestor, et fantastisk vingefang, men den kunne ikke nå havørnen til sokkeholderne i graciøsitet.
En grib er ikke et fantastisk syn. Den er lidt gumpetung, som den løber rundt og samtidig udstødte den meget rasende lyde. Den lød umiskendelig sur. Som det sidste, gik den en tur hen over alle bordene, lige foran os alle. Rasende rystede den med hovedet, mens den løb efter falkoneren med kyllingestykker i tasken.
Men måske var den slet ikke sur. Måske var de sure lyde glædeshyl fra en grib. Ingen ved det rigtigt, men falkoneren fortalte at man som udgangspunkt ikke regner gribbe for sociale. Man har altid tidligere haft en opfattelse af at gribbe helst er alene. Men den her grib har drejet noget på den opfattelse. Det er nemlig sådan at jo flere tilskuere, jo mere gør gribben sig til, og jo lettere er det at få den til at gøre, det falkonererne vil have den til.
Måske er det bare fordi den er ekcentrisk. Det er nemlig umuligt for den her grib at gå tilbage samme vej, som den er kommet. Den lige vej fra “stalden” og ned til forevisningspladsen er åbenbart ensrettet, og den eneste måde de kan få gribben tilbage, er at gå den lange vej, som også tilskuerne går. Allerbedst er det når tilskuerne følger på vej, den har nemlig heller ikke lyst til at forlade opvisningspladsen, så længe der stadig er nogen at vise sig frem for.
Selvfølgelig gad vi følge gribben på vej. Og sådan gik det til at et noget mærkeligt optog, med en grib i spidsen, sluttede rovfugleshowet på Bornholms Rovfuglecenter af en dag først i oktober.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar