Provokation kan også skyde gang i nye projekter

Jeg kan ikke finde mit sy-mojo. Der er så mange lækre ting jeg godt gad sy – men jeg gider ganske simpelt ikke. Jeg kan ikke rigtigt forstå det, for når først jeg sidder ved maskinen, gider jeg godt.

Jeg har prøvet af flere gange. Men det bliver ikke rigtig til noget. Jeg har købt stof og blade med lækre mønstre i, men stoffet er ikke nået længere end til at blive vasket og støget – og gemt på hylden med alt det andet stof, og bladene samler støv i en bunke.

End ikke irritationen når jeg igen og igen står i en tøjbutik og ved at det der spændende stykke tøj, der ikke rigtig passer og koster en krig, kan jeg lave meget bedre selv, har fået sy-mojoet i kog.

Jeg mærkede en snert af det der sy-mojo, da jeg syede konfirmationskjole til Victoria. Men det forsvandt igen. Så faldt jeg over en konkurrence der udlovede en bog med tøj til runde former, der oven i købet er lette at sy. Et enkelt billede fik mig til at tænke at hvis jeg vandt den bog, ville jeg sy – igen.

Jeg vandt. Jeg bladrede i bogen og fandt et endnu mere spændende mønster. En nederdel med mange baner, sjove overskæringer og former. Men jeg syede ikke.

I Malmø fandt Emilie og jeg en top/tunika, som endnu engang var vand på møllen, der burde dreje sy-mojoet rundt. Emilie prøvede den, jeg behøvede ikke prøve for at vide den vil være perfekt. At Emilie prøvede ændrede ikke den opfattelse. Vi er ens formede, og det der sidder godt på den ene, sidder også godt på den anden. Det betyder ikke vi er ens klædt.

Den gjorde noget – den der top. Og nederdelen fra bogen rørte på sig igen. For ikke at slippe taget nærmest styrtede jeg ud og købte tre en halv meter bomuldslærred så snart vi ramte dansk jord igen. For nu skulle jeg sy.

Mens stoffet roterede i vaskemaskinen og senere tørrede på snorene udenfor, for til sidst at få en tur over strygebrædtet, tog jeg bogen i nærmere øjesyn. Jeg havde konstarteret at der går tre meter og otte centimeters stof til nederdelen, inden jeg købte. Og vidste jeg ikke lå inde med så meget i en kvalitet/farve der ville virke.

Det var den nemme konstatering. Derfra gik det kun ned ad bakke. Det er muligt at modellerne i bogen er nemme at sy – men at nå til selve syningen er en helt anden historie.

Jeg havde sammen med stoffet købt mønsterpapir med to gange to centimeters tern. Mønstrene i bogen er nemlig tegnet op på tern og skal derfra forstørres. Som uddannet håndarbejdslærer mente jeg nok at kunne udføre den opgave – men måske er jeg ganske simpelt overkvalificeret til opgaven, for umulighederne stoppede ikke her.

Det skal siges at jeg kunne sagtens have forstørret mønstret. Hvis jeg ville. Men efterhånden som arbejdet skred frem, blev min lyst mindre og mindre. Måske er det perfektionisme, måske er det noget andet, men det irriterede mig at mønsteret var trykt skævt på bogens små tern.

Jeg begyndte at læse videre. Kigge syvejledningen igennem. Overveje oplægningen på stoffet. Og gik kold.

Med til bogen følger en CD. På CD’en findes alle mønstrene klar til at blive printet ud på A4 papir. En anden mulighed er at stoppe bogen i kopimaskinen og forstørre sekshundrede procent. Jeg er muligvis fagligt ramt, men mønstre printet og tapet sammen af kopipapir er ikke noget jeg tænder på.

Herefter fulgte oplægningen på stoffet. Bogen har fine tegninger af hvordan det gøres. Desværre tager tegningerne ikke hensyn til trådretningen på mønsterdelene og lægger dem op efter forgodtbefindende. Der er stor forskel om trådretningen på en mønsterdel skal være lige eller på skrå. Siger min børnelærdom om netop det emne.

Jeg fortsatte til syvejledningen. Det er fuldstændig sort. En ting er at jeg som faglært kan se mig ud af hvordan de mange, mange dele er tænkt at skulle syes sammen. En anden ting er at der i bogen står at del A skal syes sammen med del B, der skal syes sammen med del C og så videre. Men når der ikke forklares hvordan de skarpe hjørner på del Aog B rent faktisk syes, eller at del A og C også skal syes sammen – for at få plads til del B, så tænker jeg stakkels dem, der ikke ved forfærdeligt meget om syteknikker.

Længere nede i syvejledningen stod at jeg skulle folde de markerede læg nederst på nederdelen. Der var ingen markeringer af læg. Der var heller ikke læg at se, når jeg kiggede på billederne. Jeg fandt CD’en frem og håbede på mere hjælp.

Det blev det kun værre af. På CD’en viste det sig nemlig pludselig at nederdelen findes i tre forskellige størrelser. Det står der ingenting om i bogen. Til gengæld kan jeg læse mig til at alle tre størrelser kan syes af tre meter og otte centimeter stof. Det kan jeg undre mig over. Samtidig kunne jeg konstatere at flere af modellerne kun findes i en enkelt størrelse som rækker fra str 40 – 58. Jo, jo tænker jeg det er løse snit. Men kvinder med runde former komme i mange størrelser og selvom skuldersømmen hænger ud over skulderen må der alligevel ende med at være temmelig stor forskel på ærmelængden, for slet ikke at tale om kropsnærheden alt afhængig af hvem tøjet skal hænge på.

Jeg var ikke imponeret. Jeg synes bogen er noget makværk og undrer mig over at så simpel en ting som et snitmønster ikke følger med. Jeg under mig også over rigtig mange andre ting, men det har jeg vist belyst.

Jeg klappede bogen sammen, satte mig med blyant og papir, inden jeg tegnede et nyt og meget simpelt (spirende sy-mojo skal nurses og passes på) mønster op, som jeg forestillede mig kunne udfylde de tre en halv meter stof, klippede og gik i seng.

I går brugte jeg det meste af dagen til at sy en nederdel med masser af fylde. Jeg brugte hele dagen fordi jeg undervejs også lige skulle strikke, se cykelløb, tømme opvaskemaskinen, snakke med resten af familiemedlemmerne – inklusive Daniel, der kom forbi efter taskelån og snak om kattepasning. Jeg skulle også så meget andet, og mens jeg satte masser af  nåle i små læg over det hele, rundede kokken ni, og alle læggene måtte vente til i morges.

Projektet er endt med et sjovt stykke tøj, som jeg temmelig sikkert kommer til at elske. Der er mange muligheder i grundideen, som jeg godt kunne finde på at arbejde videre med. Hvad jeg også kan finde på at arbejde videre med, er toppen fra Malmø. Den er også et sjovt projekt.

Så måske spirer der et lille bitte sy-mojo frem. Bare et lille bitte. Det behøver ikke være stort.

Endnu.