Nu vi er ved kattene…

Vi passede katte i sidste uge.

I mangel af børnebørn må kattene holde for. Og forkæles.

Altså blev den almindelige mad suppleret med lidt lækkerier. Ind imellem.

Når vi var hos farmor og farfar i vores barndom, blev vi ikke kun forkælet. Når vi havde været ude og vælte rundt i den kæmpe store planteskolehave de var indehavere af, og ikke længere var helt så præsentable, kunne det hænde vi blev sendt i bad.

Jeg sendte Stalin i bad. Det gør bedstemødre også.

Han trængte. Ikke alle langhårede katte er lige gode til selv at komme hele vejen rundt om rengøringen. Trods hjælp med daglig børstning. Han var fedtet. Både at se på og røre ved.

Så jeg købte katteshampoo. Og gik lidt rundt et par dage og ladede op. Overvejede om jeg turde.

Jeg kunne have sparret nervøsiteten. Stalin er om muligt jordens mest tålmodige og godmodige kat. Han fandt sig i både bruser, sæbe og bruser igen, uden skarpe klør eller klynk. Han var ikke tilfreds med situationen, og da jeg slukkede bruseren efter at have skyllet sæben ud, var det tydeligt at nu gad han ikke mere. Nu var det nok.

Stadig uden spidsede klør men med et enkelt klynk.

Jeg frotterede. Det gad han heller ikke. Jeg slap ham løs og han vaskede på livet løs. Længe. Langt væk fra mig.

Et kvarter senere lå han på mit skød. Stadig våd, klar til en tur med børsten og med spindeapparatet på højtryk.

Jeg var tilgivet.

Også selvom jeg grinede lidt af den stakkels kat, der lignede jeg ved ikke hvad, med pelsen fladtrykt af væde og absolut ikke med vilje til at sidde stille og lade sig fotografere.

Jeg tør godt en anden gang – for han blev så pæn.