Udenfor murene

Gennem vinduerne i slottet i Kalmar er der udsigt til bastionerne, til havet og til grønne volde. Der er også udsigt til kanoner.

Kanonerne står tæt og klar til bemanding, skulle slottet blive belejret. Eller. Kanonerne står tæt.

langt de fleste af de tunge kolosser bærer præg af at have ligget længe i vand, jeg forestiller mig at de er fundet under udgravningsarbejdet af voldgraven og under genopbygningen af slottet. Faktisk er der kun en enkelt af de mange kanoner, der ser ud til at have overlevet tidens tand.

Jeg digter og forestiller mig at den har overlevet ved enten at ligge øverst i årene i vand. Eller endnu bedre – slet ikke falde i, men have stået et sted, med læ for vind og vejr.

Samtlige kanoner er lukket i begge ender, så meget farlighed har de heller ikke længere over sig. Statelige står de alligevel langs kanten af bastionen, men historiens vingesus og viden og tidligere tiders farlighed.

Jeg kan ikke helt gennemskue hvilken konge, der har lagt navn til monogrmmet på den overlevende kanon. CXI står der, og med et kig i den svenske kongerække gætter jeg på Karl d. 11, hvis regeringsperiode falder sammen med den sidste tid Kalmar Slot blev brugt i forbindelse med Sveriges forsvar.

Der er masser af historie i de mange rustne og ødelagte jernkolosser. Gad vide hvor mange slag de har været med til at udkæmpe? Gad vide hvor mange af dem, der har været med til at modstå de to og tyve belejringer slottet har været udsat for? Gad vide hvor stor en del af overlevelsen, de har været med til at generere?

Altså overlevelse for dem der stod bag. Ikke dem, der blev ramt. For gad vide, hvor mange menneskeliv sådan en flok kanoner må have på samvittigheden?

Vi gik hele turen rundt. Nød udsigten, græsset under fødderne, kigget over vand, mod land og med en smule utålmodighed, nåede hele vejen rundt og kunne gå ned ad de temmelig høje trappetrin mod borggården, mod udgangen og mod hverdagens virkelighed langt fra Middelalder og Rennæssance.