Kalmar Slot

Slottet i Kalmar har størst betydning for os danskere i forhold til Kalmarunionen, der for temmelig mange hundrede år siden blev underskrevet med vores Dronning Margrethe I som den ledende skikkelse, på netop Kalmar Slot. Unionen bandt Norden sammen mod fjender udefra.

For svenskerne har slottet en langt større udbredelse gennem historien, hvor det har været spydspids i mange krige, forhandlinger, politik og andre historiske landemærker. Blandt andet Kalmarkrigen, mellem Sverige og Danmark under Christian IV. Trods en kort periode med danskens overtagelse og anbringelse på slottet, endte vi med at måtte erkende nederlaget og Kalmarkrigen var sidste gang Danmark forsøgte at overtage store dele af Sverige og endnu engang genoprette Kalmarunionen der trådte i kraft godt tohundrede år tidligere.

Netop Kalmarunionen var en af de historiske enmer Emilie har talt mest interesseret om, når hun hjemme har delt ny viden og sjove historier. At hun nu også skulle få mulighed for at bevæge sig rundt i samme omgivelser som Dronning Margrethe I gjorde for mere end syvhundrede år siden, var en stor del af feriens mål.

Der er nu næppe meget af det nuværende slot, som rent faktisk ser ud som på Margrethes tid. Som så mange andre slotte har Kalmar Slot også undergået en udvikling gennem mange, mange hundrede år, der betyder at det der startede som et tårn og værn mod sørøvere og andre fjender omkring år 1180, var ved Kalmar Unionens underskrivelse i 1397 udbygget til et middelalderborganlæg med selvstændig by og en storkirke. I løbet af de næste århundrede blev borgen udbygget til et renæssencepalads efter kontineltal forbillede.

Befæstningen af slottet var under hele perioden vigtig, og slottet var på det nærmest forpost for angreb på Stockholm. Gennem næsten fire hundrede år blev slottet belejret to og tyve gange, men faldt aldrig ved stormning.

I slutningen af sekstenhundredetallet ophørte slottets betydning, det blev ikke længere brugt som kongsborg, og selvom befæstningsværkerne i en tid fremover blev holdt ved lige, endte det hele med stille og roligt at forfalde. I slutningen af attenhundredetallet besluttedes det at genrejse slottet til fordums pragt. Det stod da temmelig sølle på sin ø, der nærmest ikke engang var en ø længere, for voldgraven måtte graves ud igen, inden slottet igen kunne vise sig fra sin bedste side, som et af nordens største og bedst bevarede renæssanceslotte.

En lille hyggelig tilføjelse er, at da udgravningen af voldgraven endelig fandt sted, blev der fundet et par og tredive tusinde artefakter undervejs.

Slottet er nænsomt restaureret og sine steder er det tydeligt at det har stået hen i mange år. Historien er fint beskrevet med både modeller, billeder, vidnesbyrd og sjove påfund. Selvom der både er små indelukkede rum og store sale med fine opdækninger, malerier og afsindige lofter var jeg mest imponeret af bygningsværket udefra. (og så må jeg indrømme at billeder indenfor og mit kamera ikke er de bedste venner.)

En anden detalje, der imponerede var hvordan lysindtaget alle steder var udnyttet til det yderste. I langt de fleste vinduesnicher var murede bænke, der har givet adgang til lyset, når solen stod lavt, og ikke længere kunne trænge gennem de tykke mure. Jeg ved godt det har været brugt mange andre steder, og måske har jeg bare ikke set ordentligt efter. Alligevel stod jeg tilbage med en oplevelse af at lige den måde at udnyttet vinduesnicherne er en svensk opfindelse. Vi så de samme vinduesnicher senere på ferien helt andre steder.

For overhovedet at komme til slottet, starter turen på en træbro over den tørre del af voldgraven, gennem en port i ravelinen (de der trekanter der altid sidder hele vejen rundt om et fæstningsanlæg), forbi portnerboligen, over endnu en træbro (der kan hives op, hvis uvedkommende skulle komme forbi) og en temmelig våd voldgrav og ind gennem porttårnet.

Emilie fik set slottet, hun var ikke voldsomt imponeret. Jeg håber lidt hun kan bruge sin nye viden engang med tiden. Man har jo altid lov at håbe – siger jeg, mens jeg planlægger hvordan jeg en anden gang kan stoppe både kultur, viden og historie i hovedet på hende.