onsdag den 29. juli 2015

Onsdagsfri


Dengang Henrik lagde ferieskema spurgte han, om jeg havde lyst til en enkelt fridag undervejs. Jeg sagde ikke nej til en enkelt fridag. Og når Henrik mente det gav bedre udnyttelse af de tilgængelige timer, når de kunne skubbes sammen, var der nærmest ikke et øje tørt.


Det sjove grantræ


Jeg havde glemt alt om ferieskemaer og enkeltstående fridage, mens ferien stod på og vi var væk hjemmefra. Først en gang i sidste uge, da jeg for alvor kiggede ferieskemaet igennem, stod der pludselig fri midt i denne uge.

Det er skønt med fridage, og lige nu ligger onsdag lang og ubrugt foran mig.

Jeg har ingen planer, ikke de store ideer, men jeg har en vag ide om sengetøj, vasketøj og køkkenhold. Om at kigge dybere i stofbunken for blidt at vække lysten til syning en smule mere. Om at købe knapper til et af de projekter som endelig er færdigt og i den grad har gjort sætningen at få glæde af garnet levende. Og endelig tænker jeg at aftensmaden vist er min tur i dag.


Det sjove grantræ

Det sjove grantræ


Men først skal jeg vågne, jeg skal drikke the af store kopper og jeg skal kigge mit garnlager igennem. Jeg føler mig en smule provokeret. Ikke bevidst – det var bestemt ikke meningen – men nogen har gjort sit garnlager op og endte med svimlende mængder af kilo. Jeg har ikke det der ligner halvdelen, men jeg har stadig garn liggende jeg ikke ved hvad vejer. Jeg er blevet nysgerrig. For hvor meget kan det egentlig handle om?


Det sjove grantræ


Billederne er fra den anden dag, da jeg zig zaggede gennem Rødovre på vej fra arbejde til haven. Pludselig stod det vildeste træ jeg længe har set. På afstand ligner det et grantræ, og der er også tydelige famliære tegn. Men nålene er ganske anderledes og langt mere skællede og drageagtige, mens grenene snor sig som piggebefængte slanger mellem hinanden, end de langt mere almindelige og anerkendte nåletræer.

Der hang også behårede kogler længere oppe i træet. Men det var alt for højt til mit kameras rækkevidde.


4 kommentarer:

  1. Lyder som en ret dejlig måde at bruge en fridag på :) Mener det er et Abetræ :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Miri, det var da et skønt navn til sådan et træ :)
      Ja, jeg er sikker på jeg nok skal få glæde af dagen.

      Slet
  2. Jep det er abetræet, god fridag. Her går turen endelig til Kalmer :0)

    SvarSlet
    Svar
    1. Violykke, helt personligt synes jeg hellere det skulle hedde et Dragetræ - det er det jeg går rundt og kalder det :)
      Rigtig god tur til Kalmar. Det bliver spændende at høre jeres oplevelse.

      Slet