Roskilde

Selvom Emilie gik fra at være meget skeptisk til gerne at ville tilbage (måske ikke lige næste år.. måske alligevel) blev det hurtigt tydeligt at hverken Emilie eller jeg hører blandt de store festivalelskere. Måske netop derfor var vi i Roskilde temmelig mange gange når der tælles i forhold til en uge.

Vi tog toget ind til Roskilde, vi gik ind til Roskilde og vi cyklede ind til Roskilde. Vi spiste forkost i Roskilde, vi daskede rundt blandt butikkerne i Roskilde, men mest af alt var vi i havnen og spise is, mens fødderne dinglede i det kolde vand.

Is og koldt vand på havnen i Roskilde var lige hvad vi trængte til. Langt fra støv, varme og tisseduft. Duften endte med at sidde så fast i næsen, at jeg oplevede at der også i Roskilde lugtede af tis…

Med de mange timer i Roskilde, var det begrænset hvor eget musik vi hørte. Vi var til koncert, men langt det meste musik vi hørte, kom fra scenerne når vi var på arbejde, eller forsøgte at sove på mærkelige tidspunkter.

På Algade mødte vi en skolekammerat til Emilie. Eller skolekammerat er måske så meget sagt, men de har gået på samme skole. Noget skolen er meget glade for, og også fortæller deres elever. Men mens Emilie var meget glad for sit skoleophold, har Lise Nørgaard valgt aldrig at sætte sine ben der igen. Hun brød sig nemlig ikke om opholdet, hvilket hun meget tydeligt har redegjort for i Kun en pige.