Ferien er slut og hverdagen er at se i horisonten. Det er nemlig ikke rigtig hverdag, selvom arbejdsdagene er begyndt.
Der er stadig sommerferien fra skolen, dermed har vi ferieåbent, længere dage, flere åbne timer og langt færrer børn. I midterugerne er mange af ungerne på ferie, og dermed har det ikke været noget problem at vi kun har været to på arbejde i løbet af ugen.
Det er stille dage, listen med ting der ikke nåes i dagligdagen, og skal være klar til det nye rykind, får flere og flere hakker og et par gange om ugen spænder vi skoene og tager på tur. Vi har turdag tirsdag og torsdag. Det betyder ikke, at vi ikke kan finde på noget de andre dage.
Vi har været så heldige at få lov at låne en af kommuens små busser. Det giver mulighed for at komme længere væk. I feriens første tre uger havde alle de arbejdsramte kørekort og kunne også stoppe børn i egne biler, mens det kun er Henrik der kan styre i de sidste. Fra næste uge begynder der at blive fyldt mere og mere op, og skal vi længere væk bliver det nok med det offentlige.
I går var der lige plads i bussen, og med syv børn trillede vi til Lejre. Det tog ikke meget over en halv time, fra vi kørte fra skolens parkeringsplads til vi holdt uden for Sagnlandet. Vi blev i tre en halv time, for vi skulle være tilbage til de første skulle hentes.
Sjældent har jeg været af sted med en flok børn, der nåede at opleve så meget, uden at vi nåede ret langt.
Vi startede hos vikingerne hvor vi allesammen forsøgte at slå gnister med flint og stål. Det er ikke nemt. Det lykkedes mig ganske kort at lave et helt fyrværkeri, men da jeg ikke var helt klar over hvordan jeg gjorde, kunne jeg ikke finde ud af at gøre det igen.
Nogen af børnene fik også lavet gnister, andre måtte opgive.
Vi fortsatte til jernalderlandsbyen, hvor ungerne løb ud og ind ad husene og nåede at få en god snak med en mand, der havde holdt ferie som arbejdende og levende museum en uge. Han tegnede og fortalte, forklarede og svarede på mange og mærkelige spørgsmål, inden ungerne havde fået nok og et par stykker gik videre med ønsket om en ferie i jernalderbeklædning.
Vi måtte om bagved og kigge på den store ovn, som manden havde fortalt at de havde stegt en hel gås i, for bare få dage siden.
Fra jernalderlandsbyen gik vi op til danselabyrinten. Her startede alle syv børn med at løbe rundt og rundt og rundt. Kun to fuldførte, resten faldt fra undervejs. Der er også langt rundt, inden man ender inde i midten. En flok gæs havde slået sig ned i udkanten, og lod sig ikke sådan fjerne. Børnene løb pænt udenom, for gæs er ikke sådan at spøge med.
Fra danselabyrinten fandt vi først en have med urter og planter med gode og mindre gode egenskaber, inden vi fandt et par borde og bænke og vores medbragte mad. Et par af pigerne havde set en lakridsplante og ville vide mere. Jeg mente umiddelbart at der måtte være tale om det, der bliver lakridsrødder, men jeg var ikke sikker, så vi gik endnu en tur i haven, inden vi fortsatte mod grutning af korn til mel.
Og jo, lakridsplantens udvinding af lakridssmag sidder i rødderne. Pigerne har aldrig smagt lakridsrødder, så jeg har lovet at støve nogen op, så de kan smage.
Det med melet snakkede den ene af pigerne om allerede hjememfra. Så selvfølgelig skulle vi prøve. Inden længe sad vi alle ni ved hver vores sten og gruttede på livet løs. Jeg synes det er fantastisk proces, og kunne sagtens have blevet siddende længere. Men pludselig var der gået det meste af en halv time, fadet med mel blev mere og mere fyldt, og vi skulle jo også nå at bage små brød over åben ild af melet.
Ungerne synes det var sjovt selv at have lavet alting, og selvom lidt salt sikkert ville have gjort smagen noget mere spændende, synes de, det smagte fortrinneligt.
Endelig blev det tid til den der is, et par stykker havde længtes efter meget længe. Med isen i hånden tussede vi lidt rundt inden vi gik tilbage til bussen, fik en god snak med en kone, der var ved at farve garn, og nåede at snakke lidt om hvor forunderlig naturen er, at den indeholder ingredienser til at farve både pink og blå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar