Aafarten

 

Vi ankom til Odense tirsdag. Onsdag var efter vejrudsigten den varmeste dag i løbet af de fem dage vi var i byen. Tanken om at gå rundt inde i byen på en meget varm dag, gjorde det let at beslutte, at onsdagen skulle bruges til en heldagsudflugt mod den Fynske Landsby.

Ganske som jeg gjorde sidste år, gik vi ned til Munke Mose og sejlede med Åfarten til Fruens Bøge, hvorfra der er cirka en kilometer til landsbyen. 

Åfarten sejler hele dagen, frem og tilbage mellem Mosen inde i byen og Fruens Bøge et stykke fra centrum, men stadig i Odense. På vejen ud er der stop ved Odense Zoo, mens hjemturen er i et stræk. Det tager cirka tredive minutter hver vej. 

Båden var fyldt op, og jeg forestillede mig at mange vælger at blive sejlet til den Fynske Landsby. Et par stykker stod af ved Zoo, et par stykker stod på, men vi var de eneste der stod af ved vendepladsen. Resten var bare på sejltur, hvilket helt sikkert også er super hyggeligt. 

Vi skulle beslutte os for hvilken tid vi ville tilbage. Det var ikke let sådan på stående fod at vide hvor længe vi havde brug for, inden vi havde set nok mellem de gamle huse. Sidste år var der fri af- og påstigning hele dagen. Det havde jeg en forventning om, der også var i år. 

Hvis I er færdige før, kan I gå ned til båden og spørge om der plads på en tidligere tur. Vi endte med en tidligere tur. Vi spurgte ikke, vi gik sidst på, og det var tydeligt at skipperen var fuldstændig ligeglad med hvilken tur man havde billet til, når bare man havde en billet.

Det er hyggeligt at sejle på åen mellem alt det grønne, og drømme en lille smule om de kæmpe villaer med egne bådebroer og tehuse ved vandet. 

Mens jeg ser noget, ser Anders noget andet. Han er opmærksom på lyden af den manglende motor, de små fugle langs ruten og bølgerne som båden genererer undervejs. Det giver en anden oplevelse end jeg havde alene sidste år. 

Fruens bøge er et rekreativt område, der starter med skoven, (det er også en bydel, et trinbræt og alt det, der følger med byudvikling)  der engang først i attenhundredetallet blev købt af Odense Kommune, for at sikre grønne områder til byens borgere. Skoven hørte under en herregård, eller et kloster. Reelt var det kun byens finere borgerskab, der fik adgang til skoven. Der blev arrangeret skovballer og andet for borgerskabet. 

Det viste sig hurtigt at letteste vej var via åen, og sidst i attenhundredetallet opstod Aafarten. I første omgang var skibene dampdrevne, senere blev det diesel, i dag er de eldrevne. 

Skovballerne mistede populariteten og i forbindelse med første verdenskrig, sluttede de helt. Mens borgerskabet ikke længere havde interesse for stedet, fik den almene befolkning mulighed for at benytte området, der i dag er frit tilgængeligt for alle. 

Odense Aafart har ført en omskiftelig tilværelse, der har været opture og nedture, åen har været voldsomt forurenet og i perioder har sejladsen stået helt stille. Bådene har været brugt til frag af post, skolebørn på udflugt, odenseanere og et væld af turister. 

Siden en driftig pølsemand i halvfjerdserne overtog Aafarten og gjorde en rentabel igen har Aafarten kun udviklet sig med mange nye muligheder og arangementer.

Jeg har fundet info om Aafarten og Fruens Bøge på Aafartens egen side og Wikipedia.