Skønne, dejlige Anja har sagt op. Hun skal prøve noget nyt og det er hende vel undt, selvom både vi og hun kommer til at græde salte tårer over at miste. Somme tider skal man videre, søge nye græsgange og prøve det af, der lokker i baggrunden. Sådan er det her, og sådan skal det være.
Samtidig med at vi i lige deles glædes og tuder over hendes held med nyt og vores savn, lurer også tanken om at fylde hendes sko ud. Om at vi ikke er nok uden, og nyt skal ind. En jobprofil er sat op og en mængde ansøgninger er strømmet ind.
Ansøgninger, der med ord og måske et enkelt billede kan kasseres eller tages for gode varer, inden de få udvalgte bliver kaldt til samtale. Jeg er en del af ansættelsespanelet. Jeg har siddet i ansættelsespaneler før, men det er længe siden og jeg kan mærke at de mere garvede i opgaven har helt andre indgangsvinkler end jeg i at læse ansøgninger.
På mandag starter samtalerne, inden havde vi en fælles opsamling, møde eller konference, hvor fårene blev skilt fra bukkene. Som så meget andet på min arbejdsplads skete det i en rar atmosfære med plads til alle, både mennesker og meninger. Og med min manglende erfaring og dermed en smule usikkerhed, var det rart at have de andre med og tale om først den ene og så den anden.
Jeg tror på at vi har valgt de rigtige til samtale, og jeg er sikker på vi nok skal ende med den ene helt rigtige. Jeg har et panel med mig, som ikke alene har erfaringen at trække på, men også er gode til at læse andre og få stillet de rigtige spørgsmål. Alligevel kan jeg ikke lade være med at føle mig en lille smule skæbneansvarlig, når nogen med rask hånd bliver kasseret, mens andre får lov at komme gennem nåleøjet.
For hvor kan det være svært at sælge sig selv gennem en flok ord.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar