Hvor vildt

Var der andre end mig, der hørte torden i dag?

Ikke meget - bare to brag og et lyn. Men hvilke brag og hvilket lyn.

De sidste to børn var ved at være klar til at gå. I Klubben havde Anja og Kristian lige sagt farvel til deres sidste. Kristian nåede at række ud efter dørhåndtaget, da en lyd, der mest af alt lød som en fuldtonet Harley lige ved siden af os buldrede højt. Og længe.

Kristian stivnede, Anja og jeg nærmest hoppede af forskrækkelse, mens vi gloede på hinanden, og bagfra spurgte Freya stille om det var torden.

Vi blev enige om at det var torden. Lukkede, låste og begav os mod hovedindgangen og parkeringspladsen. Vi nåede kun lige ud. Løftede måske hænderne til afskedshilsen, da et lysglimt, der ville gøre enhver fotograf med hang til blitz misundelig, nærmest blændede os alle sammen.

Vi blev stille. Talte. Ikke længe. Tre sekunder måske. Og så kom tordenen. Værre end før. Hurtigt blev vi alle enige om at sætte det lange ben foran og haste hjemad.

Jeg fandt cyklen, kiggede op og besluttede at den regn, der uværgeligt hænger sammen med torden godt kunne tænkes at være langt nok væk, til at jeg ville kunne nå tørskoet hjem.

Jeg nåede krydset. Så begyndte det at hagle. Hagl på størrelse med ærter. De lavede fin musik på ydersiden af mine slukkede hørebøffer. Musikken er løbet tør for batteri, men mine ører er sarte, så på er de altid - musik eller ej. I dag var jeg glad for at de sad der. Ærtehaglene trommede også godt oven på hovedet, når det var der de ramte.

En kilometer længere fremme forsvandt haglene. Tilbage var en fugtig støvethed. Ikke sådan en man bliver våd af - bare let fugtig. Endnu en kilometer og jeg nåede krydset ved Rødovre Centrum. Alt kørelyset var væk. Jeg formoder lynet har ramt noget vitalt i forhold til lyskurvene i området.

Folk kørte fint. Ventede på hinanden og lod først den ene retning, siden den anden komme til. Jeg ventede til det var min tur. Det blev vores tur og ud af øjenkrogen kunne jeg se en bil komme kørende i den retning, der netop havde haft tur. Den lod ikke til at ville standse, trods den åbenlyse ret for de modkørende. Jeg ventede, og kunne se den zigzagge gennem krydset, mens de igangsatte biler måtte holde på mærkelige steder i krydset. Først derefter kørte jeg videre.

Længere fremme virkede lyssignalerne igen. Det har åbenbart været et meget lokalt nedslag. Jeg standsede ved Fakta efter toiletpapir. Jeg turde ikke løbe an på at Emilie havde husket. Det viste sig at være en god ide. Vel ude havde haglbygen indhentet mig igen, denne gang noget udkørt og med hagl på mere almindelig størrelse.

Jeg nåede hjem uden at blive nævneværdig våd, og først da jeg satte foden i egen lejlighed var haglene blevet til regn, der vaskede vores skrå vinduer og hjalp mørket på vej.