Jeg krydser fingre for min egen uret

Foråret er på vej. De lyserøde træer står i blomst og ferien er begyndt.

 

Dagen har været brugt i godt selskab, Emilie er ved at være frisk efter flere dage med sygdom og elendighed. Emnet til danskeksamen er trukket. Hun fik ikke det, hun helst ville have haft -  men er det ikke tit sådan.

Solen har skinnet, himlen var blå, og min næse er begyndt at dryppe. Det skal dog ikke afholde os fra en tur til Sorø i morgen. Der er boder at kigge på, og forhåbentlig spørgsmål at spørge om og få svar på.

Som sommeren nærmer sig og starten på næste skoleår haler ind, kan jeg mærke en eneste bekymring dukke op. Tanken om hjælpemidler i forhold til ordblindhed.

Tager de det alvorligt? Sørger de for det lovmæssige krav Emilie har til en it-rygsæk eller noget der ligner? Ved de hvor de skal søge? Ved de, de skal søge? Og hvor ville det være meget nemmere, hvis vi selv stod for den del af planen.

Jeg håber på svar i morgen. Svar der giver mig ro, for selv om Emilies skolestart efterhånden ligger mange år tilbage, og der siden har været gode og givtige år, kan jeg stadig mærke en knude i maven over ikke at tage et barn alvorligt. Ikke at lytte. Ikke at tage ansvar og sørge for den hjælp, der kunne have afhjulpet fire år med den ene oplevelse efter den anden af ikke at slå til.

De oplevelser skal hun ikke stå med igen.

Forhåbentlig tager jeg fejl. Forhåbentlig har de styr på det. Alligevel kan jeg ikke blive min nagende uro kvit. Det bliver jeg forhåbentlig i morgen.

I forsøget på ikke at tage sorgerne på forskud...

For hun er så klar til det år hjemmefra.