Ferien er slut, og jeg tror jeg har fundet mit strikkemojo

Feriens sidste dag blev brugt i godt selskab... og strik. Det er efterhånden mange dage siden og vand er løbet i åen. Alligevel føles det, som var det i går. Faktisk bliver jeg igen og igen overrasket over hvor hurtigt tiden går. I dag er torsdag, og lige om lidt er det weekend.

Vildt!

I går handlede også om strik. Det henslæbte projekt, jeg efterhånden har trævlet mere op på end strikket blev for alvor fundet frem. Det var fremme dengang i mandags, og det var også fremme i går. Først på personalemødet, og siden da jeg mødte op på Rødovregård til et par timer i godt selskab og med garn mellem fingrene.

Nogen har taget initiativet til en at strikke sammen. For mig er det grænseoverskridende, og jeg har været glad for at have Bettina ved min side. Måske bliver jeg modigere, måske bliver jeg klogere. Under alle omstændigheder kan jeg mærke, at det er så dejligt et selskab, at jeg ville turde alene, skulle Bettina være forhindret. Når der bliver en næste gang altså. For mon ikke der bliver det.

Og pludselig er det optrævlede nået til der hvor det var en gang. Og pludselig må jeg give Karina ret, når hun siger at det bliver lettere at komme videre, når det ikke længere handler om at strikke af garn, der har været strikket en gang. At projektet først for alvor vokser, når det ikke længere er bagud.

Jeg tror det bliver godt. Jeg har prøvet og enden er inden for overskueligheden. Det har ellers været svært at se den der ende.

Og sammen med enden kan jeg skimte mit strikkemojo. Og lysten til mere.