Strikkeglæder

Jeg er troløs, når det gælder strik.

Jeg har brug for at kunne veksle, alt efter humør, stemninger, situationer eller bare hverdagen i al almindelighed.

Det er sjældent jeg ikke bliver færdigt, med noget jeg starter op. Det kan bare godt tage lang tid.

I de sidste uger har min strikkeinteresse for størstedelen været delt mellem tre forskellige stykker strik. Tre pindestørrelser, tre mønsterdækninger, men også tre gange uld og tre gange overdele.

Mellem de tre stykker strik ligger også andet. Sokker til Anders, hexipuffs til tæppe, og et par andre småting, der somme tider er det bedste at strikke lidt på. Men lige nu handler det mest om de tre.

På de tykke pinde strikker jeg patent. Halvpatent, for selvom jeg bedst kan lide helpatent, valgte jeg alligevel den halve løsning. Jeg er i tvivl om jeg har garn nok til min ide. En ide, der trods flere opstrikkede nøgler, stadig er en ide. Stadig udvikles og stadig håber på garn nok. Halvpatent bruger mindre garn end helpatent.

Selvom jeg ikke har lyst til at indrømme det, kan jeg mærke at tykke pinde er hårdt for mine håndled. Så de tykke hviler i perioder. Findes frem i ny og næ, og patentstriberne vokser stille og roligt.

Jeg drømmer om lang flagrende varme. Spørgsmålet er stadig hvor langt jeg kan nå, mens det flagrende allerede fra start er svundet noget ind.

På de tynde pinde strikker jeg rib i varianter. Denne gang helt efter planen. Første gang jeg så opskriften med de flagrende ærmer, der i mange år har været mit varemærke, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle jeg strikke.

I opskriften står pind nummer fire. Det passede mig svært godt. Jeg kunne bare under ingen omstændigheder få strikkefastheden til at passe med andet end en pind tre. Det er sjældent jeg hopper på store stykker strik på pind tre. Normalt synes jeg det er lige tyndt nok. Men jeg ville.

Jeg er rebelsk når det gælder opskrifter. Ændrer rask væk, når noget ikke virker. Specielt når det handler om opdeling i alt for mange stykker. Jeg vil hellere strikke alt i et. Så det gør jeg.

Den nederste del, jeg umiddelbart så som rillestrik, viste sig at være bieser. Det giver en sjov effekt og en anderledes tekstur til det strikkede. Jeg er spændt på, hvordan det bliver i brug.

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor jeg ifølge opskriften skal strikke forstykke og bagstykke og ærmerne hver for sig. Specielt med tanke på bieserne. Jeg tænker det bliver et helvede at sy pænt sammen. Og glæder mig over min rebelske tilgang, der med rundstrik har elimineret det problem.

Tynde pinde er ikke mine yndlings. Og jeg synes tre milimeter er tyndt. Så er det rart at kunne veksle lidt. Gemme lidt. Tage frem i ny og næ.

Jeg synes jeg er nået langt. Jeg har nået ærmegabet og nu venter ærmerne, før en sammensmeltning og raglangindtag.

På midterpindene hænger Emilies poncho. Hendes direktioner, mine meget vide reflektioner. Foreløbig er hun ikke utilfreds. Kun synes hun jeg strikker på en for kort wire. Den giver ikke mulighed for at prøve.

Jeg har ikke sagt det højt, men selvfølgelig vil jeg med mellemrum strikke over på en længere, med mulighed for afprøvning. Jeg kan bare ikke holde ud at strikke på de alt for lange wirer, når prøvning ikke er på programmet.

Måske jeg skulle finde en af de lange frem i aften. Bare for at gøre hende glad.

På endnu en pindestørrelse er en strikkeprøve klar til endnu et projekt. Der mangler kun udregninger, før der kan slås an til endnu et opslag. Om det bliver i dag, i morgen eller om flere uger, det er ikke til at vide.

Lige pludselig er jeg i humør til noget nyt.

Indtil da hygger jeg med det igangværende.