Snart er ferien for alvor slut

Søndag har været dvask. Rigtig søndagsdvask. Det har passet mig svært godt.

Regnfrakken til Emilie er færdig. Lynlåsen sidder fast, og knapperne kan knappes. Den sidder perfekt, der mangler stadig en snor i hætten. Vi kunne ikke finde nogen i den rigtige farve. Så hellere vente lidt.

Jeg satser på billeder i morgen. Og så venter vi på regn, så vandtætheden kan afprøves. Jeg håber den holder.

Søndag har også været sjov. Engang i formiddags fablede jeg om chokolade. Jeg gad bare ikke klæde mig på og gå ud og hente det. Altså var jeg vel ikke trængende nok. Tænkte jeg.

Pludselig var Anders i tøjet og skulle ud og købe ind, mumlede også noget om chokolade. Så jeg blev siddende med benene oppe og de første omgange af Emilies poncho på pindene.

Inden jeg så mig om, var han hjemme igen. Pludselig stod han med en bakke, der blev anbragt midt i skødet på mig. Uden plads til at strikke. Uden plads til noget som helst. Nærmest.

Han har grinet hele vejen ned til Fakta. For nu skulle jeg satme have chokolade. Han har skovlet ned i kurven, uden skelen til den knap så heldige kvalitet, han ellers går langt udenom. Nærmere med vilje, for det var sjovere.

Det var sjovt. Rigtig meget faktisk. Men jeg måtte flytte bakken, for jeg kunne ingenting. Siden har jeg nippet dagen lang. Der kan være meget på sådan en bakke. Jeg tror der går et par dage, før den er tom.

Med til historien hørte også de to teenagetøser, der stod i chokoladeafdelingen, kiggede på først det ene, derefter det andet. Anders havde ørene fulde af musik, og kunne derfor ikke høre noget. Men han kunne se.

Tøserne endte i køen foran ham. Med deres endelige beslutning om køb. En halv liter cola hver. Der stod de så, tøsefnisede og fjantede. Lige indtil de fik øje på indholdet af hans kurv ... Det var tydeligt de ikke fandt det helt retfærdigt at deres kontanter ikke rakte helt så langt som hans.

I morgen starter hverdagen igen. Jeg er klar. Jeg er også klar til endnu et par timers søndagsdvaskhed.