Messe i nabolaget

I weekenden er der håndarbejdsmesse i Rødovrehallen. For fjorten dage siden anede jeg det ikke.

Jeg ville formentlig heller aldrig have fundet ud af det, hvis ikke nogen havde fortalt mig det.

Jeg har en fornemmelse af, at messen har været slået stort op på nettet. Men åbenbart ikke de steder jeg kommer. Ikke at det undrer. Jeg opdager sjældent noget, før alle andre ved det. Jeg har aldrig haft brug for at være først.

Det ser ud til, at der kommer en imponerende mængde standholdere. Flere jeg plejer at modtage nyhedsbreve fra. Jeg kan ikke forstå, at de ikke i deres nyeste nyhedsbreve har nævnt eventen.

Jeg undrer mig også på andre områder. Nettet er en god måde at komme vist omkring. Men jeg tænker, at man også bør bruge andre muligheder.

Nu ligger Rødovrehallen lige rundt om hjørnet. Jeg bevæger mig fra den ene ende af Rødovre til den anden og tilbage igen hver eneste dag. På cykel. Det går ikke hurtigere, end jeg kan nå at følge med.

Alligevel har jeg ikke set et eneste opslag, der fortalte mig om weekenden. Efter det gik op for mig, at der er messe i weekenden, har jeg kigget efter opslag. Ledt. Jeg har fundt tre. Godt gemt på knap så synlige steder.

I dag spurgte jeg Lotte om hun vidste noget om messen. Hun vidste ingenting. Også selvom hun er barnefødt i Rødovre og gerne ved alt, hvad der er værd at vide om hvad der sker.

Så vi undrede os lidt sammen, og var samstemmende enige om, at når den årlige krybdyrsmesse i samme hal løber af stablen, er vi på ingen måde i tvivl. Så er der skilte overalt. Hvor er de skilte nu?

Jeg synes det er ærgerligt.

Men jeg skal selvfølgelig til messe. Når det nu foregår i baghaven, når jeg er blevet overrakt billetter, og selvfølgelig fordi jeg er nysgerrig.

Bettina og jeg tager derhen i morgen.

Måske ses vi. I så fald, så giv dig endelig til kende. Jeg ser som sagt ingenting.