Love never dies

Det er ikke så tit jeg er i teatret. Jeg gider rigtig godt, det bliver bare sjældent særlig tit.

Da min mor ringede og spurgte om jeg ville med i Det Ny Teater og se fortsættelsen på Phantom of the Opera, var jeg ikke i tvivl, da jeg sagde ja. Dels er det min oplevelse, at Det Ny Teater er rigtig gode til store smukke opsætninger, dels har jeg set Originalen, og ville gerne se den efterfølgende.

Det hundredeårige teater, der efter en gennemgribende restaurering fremstår som nærmest nyt, danner en fantastisk ramme om en forestilling der foregår omtrænt samtidig med dengang teatret var helt nyt og stod færdigbygget efter år med intriger og voldsomme omvæltninger.

Der er noget mystisk over bygningen, der formår at have en teatersal tværs over en gade, med foyer, trapper og deslige på den ene side af gaden og scenen med alt det der hører til på den anden side.

Det er en forunderlig følelse at stå med udsigt mod Vesterbrogade, og vide at lige bag mig ligger salen, med alle dens balkoner og sæder. En meget mærkelig og sjov detalje var også, at ved mine tidligere besøg ved netop den scene har jeg altid siddet til venstre for midten i salen. Altid gået ind fra den side, der vender mod søerne. Denne gang var det omvendt, og jeg kunne ikke komme uden om en følelse af, at hele salen med scene og alting vendte helt forkert.

Love never dies er et smukt stykke. Fyldt med de mest fantastiske kulisser, scenografi og kostymer. Jeg er ret vild med scenografi, der skifter, mens vi ser på, og som udnytter den samme kulisse til forkellige scener.

Historien udspiller sig i New York, hvortil Fantomet, efter at teatret i Paris er nedbrandt, er flygtet til. Med hjælp fra Madame Giry og hendes datter har han opbygget et nyt teater med varité og et freakshow på Coney Island, hvor det dengang var kotyme at vise misfostre frem for penge.

Ti år er gået. Fantomet savner Christine med en voldsomhed, der gør ham ude af stand til at skrive musik, som han føler det skal skrives. Christine er en stor stjerne på den Parisiske sopranhimmel, men lokkes til New York af Fantomet, der ønsker at se hende igen. Herfra fortsætter historien med langt flere referencer til den originale bog, end jeg umiddelbart var klar over.

Jeg har aldrig læst bogen, men det har Sille. Og da jeg i dag fik nok af regnfrakken - som efterhånden begynder at ligne noget - tog jeg ind til hende, drak the og snakkede om min oplevelse af musikalen.

Det er et flot stykke. Musikken fylder godt, men jeg savnede en sang eller to, der sætter sig fast og huskes længe efter. I dag kan jeg ikke huske en eneste tone. Jeg savnede også referencer til den første forestilling. Den her er selvfølgelig ny, men jeg synes alligevel godt, der kunne have været mere, der bandt de to sammen. Det var der, men i langt mindre grad end jeg synes der burde have været.

Jeg gik til pausen mellem de to akter med en følelse af, at historien var en smule søgt. At der er grunde til, at der ikke bør digtes videre på en god historie. Men også med en oplevelse af at have været godt underholdt.

Andet akt ændrede alt. Historien fik liv, ender blev bundet og alting gav mere mening. Slutningen kom bag på mig. Det havde jeg ikke lige set, og jeg må indrømme at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage.

Efter dagens snak med Sille, blev flere ting sat på plads. Og som det vigtigste viste det sig, at noget af det, jeg havde tænkt som søgt og en viderefortolkning, rent faktisk står i Gaston Lerouxs roman.

Jeg ved der har været en del negativ kritik af stykket. Men jeg synes bestemt det er værd at bruge en aften på.

Alle billeder er lånt fra Det Ny Teaters side.