Roser

Jeg har aldrig været specielt god til det der med at modtage ros. Jeg kan jo egentlig godt lide det, alligevel får jeg lidt røde ører og føler mig nødsaget til at bortforklare, når nogen roser mig alt for meget.

Da vore fælles tillidsmand i morges kom trampende ind ad døren, kiggede på os og sagde hun altså lige blev nødt til at sige at hun havde hørt den mest skamløse ros rettet mod os som samlet personale og ydermere mig som enkeltperson, kunne jeg bestemt godt mærke varmen stige op over hals og kinder.

At ordene fantastisk, proffesionelt og gennemført ydermere kommer fra en mand, der ellers ikke er kendt for at rose, med mindre han virkelig mener det, ja så bliver jeg bare endnu mere glad!

Alligevel synes jeg ikke det er helt fortjent, vi gjorde jo bare som vi plejer.

Men jo det var mig, der holdt fast på, at festen i år skulle blive en fest, ungerne synes værd at bruge tid på. Jo det var mig, der skrev alt det ned, vi plejer at gøre for at synliggøre for andre, hvad jeg mente. Jo det var mig, der deltog i møder med læreteamet og påtog mig størstedelen af opgaverne. Jo det var mig, der lavede indbydelse og det var mig, der pludselig stod for køb, maling og dekoration af tønderne. Jo det var mig, der brugte dagen i går på at stille borde op og flytte vores store anlæg til festsalen, så musikken kunne spredes over hele lokalet. Og jo det var  mig, der hele aftenen stod og solgte slik og delte pølser ud til sultne børn – men det gjorde jeg jo ikke alene.

Min chef skal i hvert fald have del i roserne, for det var sammen med ham indkøbene blev planlagt og ham alene, der købte ind til den store guldmedalje og brugte hele aftenen ude i vind og vejr sammen med 500 pølser og en grill.

Jo, jeg ER glad for rosen, også selvom, vi bare gjorde som vi plejer, og jeg glæder mig helt til vi skal evaluere aftenen.