onsdag den 28. december 2022

Alt for sene masker - Uge 50

 

Årets to sidste arbejdsuger blev på en eller anden måde så pressede, at computeren aldrig kom op af tasken, når jeg nåede hjem.  Som Louise mere end en gang påpegede, var det utroligt så meget vi skulle nå inden ferien.

Måske var det presset, måske var det noget andet, men da ferien endelig indfandt sig, var det med sygdom, snot og ømhed til følge. Efter en skøn jul, er vi hjemme igen, snotten er ved at lette og de billeder jeg nåede at tage for længe siden, til uge 50 er nu klar til fremvisning, mens jeg satser på at uge 51 kan få sit eget indlæg i løbet af de næste par dage, så jeg være klar til årets sidste tilbageblik på søndag.

Andre indlæg venter vist også...

 

Update torsdag - hvis nogen har følt gennemlæsningen (hvis nogen har læst) som en gentagelse, er det ganske rigtigt. Jeg var vist ikke helt frisk i går, og kiggede på noterne for uge 49, i stedet for 50. 

Det skulle nu være rettet.


Ugen kort:

  • Jeg var til det halvårlige eftersyn hos tandlægen - som viste sig mere end tilfreds. 
  • Da jeg var inde i byen, lagde jeg vejen forbi vores tidligere skoleleder, der fandt nyt job i forbindelse med sommerferien. Jeg fik en rundvisning og en god snak, han fik et par flasker hjemmelavet valnøddeportvin. Det var godt at se ham igen. 
  • Louise og jeg havde inviteret hele SFO til fælles bål og æbleskiver på Luuciadagen og iførte os fjollede nissehuer til at accompagnere sang og hygge i bålhytten. 
  • Vi er ikke overbeviste om at bål i institutioner skal aflives. 
  • Jeg klarede Håndværk og design alene, og havde en flok superhyggelige timer, med elever der var gode til at huske at hjælpe hinanden, når jeg ikke kunne nå hele vejen rundt. 
  • Jeg hentede Oscar, Daniel tog ham med hjem. 
  • Ugen bød på et par af de mere alvorligere møder - også et par stykker jeg godt kunne have undværet. 
  • Vi spillede genbrugsbanko til det fælles personalemøde - det er ikke en dårlig ide.
  • Samme aften åbnede vi for alle børnene, spiste børnejulebuffet, dansede om juletræet og fandt bankopladerne til en flok totalt uretfærdige spil - det tog børnene fint. 
  • Skålen der sad fast på drejebænken, fik hjælp til at komme af og blive vendt. Jeg drejede færdig og konstaterede at der både er forskel på træ og at jeg absolut kan blive meget bedre med tiden. 
  • Altså må jeg hellere finde noget mere træ.
  • Jeg fik styr på min løn og timer - tror jeg. Ellers vender jeg tilbage. 
  • Vi ansatte en ekstra mand til Teknisk Service. Det er så anderledes samtaler end jeg ellers tidligere har været med til. Jeg tror vi fandt en god mand
  • Skolebestyrelsen mødtes inden jul, og mens maden blev fundet frem, kørte jeg videre ud i byen til hyggeligt samvær med nuværende og tidligere kolleger. Det trængte vi til. 
  • Langt det meste ler nåede at blive glaseret, og jeg fik sat det hele i ovnen endnu en gang. Denne gang for at brænde glasuren. 
  • Jeg mødtes på Nørrebro med min mor og gik i biografen og så den mærkeligste film jeg længe har set. Vandskabte Land foregår på Island, med smukke naturoptagelser i et format der klinger godt med tiden den foregår i. Vi er sidst i attenhundredetallet, en kirke skal opføres, en ung præst skal overvåge arbejdet. En guide fører ham gennem landet. Et land der ikke lader sig tæmme. Jeg troede han skulle lære og forstå. Det gjorde han aldrig. 
  • Vi drak varm kakao, snakkede filmen og alt muligt andet igennem, inden vi fandt en bus mod Nørreport, ønskede hinanden god jul og tog hver vores videre transport hjem. Hver med en posefuld gaver fra den anden. 

 









Læse:

Jeg blev færdig med bogen om myter og væsener i Harry Potters Verden og er fortast til femte del af serien; Harry potter og Fønixordenen.

Dengang jeg tog billederne, var jeg ikke nået så langt. Jeg er faktisk ikke sikker på at Harry er nået længere end til at føle sig alene hjemme hos sin onkel og tante. Han forsøger febrilsk at opsøge nyheder både fra den magiske og ikkemagiske verden, for at høre nyt om Voldemort. 

Foreløbig er det ikke lykkedes ham, ingen sender ham breve og alt er gennemgående forfærdeligt og horribelt.

Siden er der sket en del.  

Det er stadig en genlæsning der mest af alt føles som at besøge en gammel ven. Og mens jeg ved hvad der skal ske, har jeg glemt alle detaljerne.


Strikke:

Gennem de sidste uger har jeg færdiggjort en del af de igangværende projekter. Der har været et par julegaver og noget andet og det var ved at være på tide at hente et af de igangværende projekter frem igen.

Manou er et af de projekter jeg slog op, da jeg forsøgte at slå op til det hele og var nået ret langt ned ad  kroppen da jeg fandt den frem igen. Jeg strikker af økologisk uld sammen med håndspundet garn. Jeg har været usikker på om baggrundsfarven bliver for mørk, efterhånden som det håndspundne bliver mere og mere gråt. 

Det kan godt være, men jeg er blevet enig med mig selv om at der er helt i orden. selvom det bliver sværere at se mønstret vil jeg hellere have samme baggrundsfarve end ændre den til en lysere hen ad vejen - det prøvede jeg til at starte med, og det synes jeg ikke blev godt. 

Jeg tænker til gengæld at mønstret på ærmerne måske skal starte i den anden ende af nøglet, så mønsterfarven her bliver næsten sort. Det tror jeg er bedre end den grå.

Det med at slå op til det hele er ikke en god ide. Jeg har stadig to projekter i gang, som er svære at finde tid til, men som nok skal blive færdige, de må bare vente til andet er færdigt. 

Så lærte jeg det. Jeg skal helt klart have mere end et eller to projekter i gang ad gangen, Men ikke ti. 

I øvrigt endte mit forsøg med at jeg startede ni projekter, hvoraf de fire er færdige, de to bliver arbejdet på og resten er stået lidt af. Ydermere har jeg siden jeg besluttede at stoppe, startet endnu syv projekter, der alle var enten julegaver eller månedlige strømper og gnomer. De er alle færdige, undtagen det allersidste, der mangler det allersidste.

Det har været sjovt og også lidt hyggeligt hver måned at strikke et par strømper en anden har valgt, og en gnome jeg heldigvis selv kunne vælge. Men næste år er uden månedlige projekter, jeg glæder mig faktisk til  kun at strikke det jeg selv har lyst til. Lige her og nu. og uden deadline.

Der venter en hel masse trøjer til Emilie - men det er en anden historie, og det gider jeg faktisk godt.






2 kommentarer:

  1. Dejligt du er tilbage. Jeg har været bekymret for dig. Og har flere gange været lige ved at spørge, om du er ok.😊 Rigtig godt nytår.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Anette.
      Det har udelukkende handlet om andre ting, der blev vigtigere. Men du har jo ret, når nogen pludselig forsvinder, kan man godt blive bekymret

      Slet