torsdag den 3. december 2020

Pesto

 

Det lykkedes. I går, mens jeg egentlig var på vej mod endnu en test - den sidste i denne omgang.

Det var stadig lyst, så en flok billeder af den første adventsgave fra Emilie blev foreviget.



At jeg cyklede rundt efter test på et tidspunkt hvor det stadig var lyst nok til billeder, er en hel anden historie, der mest af alt handlede om, at skolelederen ikke kunne leve med at jeg skulle vente til torsdag morgen. Dermed har jeg nu også prøvet at stå anført som tjenestefri i oversigten over dagens fraværende.

Forventningen er, at den er negativ. Jeg venter stadig på svar.



Men det var jo sådan set ikke det, jeg ville fortælle om. Jeg ville fortælle om det smukkeste garn Emilie har lagt i min adventskalender.

Hun har simpelthen købt den smukkeste farve fra Its Yarn. Pesto hedder den. Strømpegarn, og der er ingen tvivl om, at tøsebarnet forventer at det bliver i netop den farve det næste par strømper skal strikkes. 

Jeg kan godt vente lidt. Der ligger mange smukke farver i min kasse med strømpegarn, og jeg kan tit godt lide at vente lidt, ae lidt på garnet og blive helt sikker på hvilket strømpemønster det skal forvandles til.

Uanset går der stadig lidt tid inden der skal slåes op til endnu et par strømper. De igangværende skal være færdige først. De igangværende er til Emilie, hun har selv købt garnet, og jeg har lovet dem færdige inden jul.

Jeg er ikke færdig med den første endnu...  



Alle Emilies gaver indeholder i øvrigt broderitilbehør. Hun er blevet bidt af en gal brodøse, og kunne i søndags pakke et par ringe og en taske til projekter op. Hun var ganske tilfreds.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar