tirsdag den 8. december 2020

Verdensmål som advent - Uge 2

 

Efter et par uger med aflysninger - situationen taget i betragtning - vendte Oscar og Daniel tilbage til aften.

Barnet var veloplagt, og et par uger uden at ses har ikke gjort den store forskel. Farmorhjertet blomstrede en smule, da Daniel kunne fortælle, at barnet er begyndt at snakke om at ville hjem til farmor, hver eneste gang han finder sine forældre dumme. 

Der blev spist - det er vildt så mange ris, der kan være i så lille et barn - der blev leget, der blev spillet bold, der blev kigget billeder og babuskadamerne er stadig sjove.

Jeg tænker han sover de uskyldiges søvn nu.

 


I går startede jeg tidligt. Sidste uges arbejde med verdensmål i adventsform var klar til ophæng. Denne uge handler det om Verdensmål nummer 12 - Forsvarligt forbrug og produktion. 

Ret hurtigt dukkede tanken om T-shirts med logoer og symboler op, Anne Mette greb ideen og kom med gode ideer. Bæredygtigt forbrug handler ikke kun om T-shirts, men de virker godt til at synliggøre projektet.

 

 

Anne Mette skriver:

 

Hvad ønsker du dig i år? Og hvor kommer det fra? På Tinderhøj er kredsløb også et af kodeordene, når vi skal beskrive Grøn Skole. Fra molekyler til cykler; ting kommer et sted fra og føres videre i et kredsløb, intet står stille. Hvert år er der 1,5 tons stof, der går gennem dig. Du ånder, spiser, sveder, lever. Nyd det og gør det godt for dig og verden omkring dig.

Du kan klappe dig på skulderen ved delmål 12.8 ”Giv alle mennesker viden og forståelse for at kunne leve bæredygtigt”, velvidende at du laver undervisningsforløb, der taler ind i elevernes forståelse for at kunne træffe b(l)æredygtige valg.

Igen er der undervisningsideer der både handler om at lege sig til viden i indskolingen eller spise sig gennem hele verden i de højere klasser.

Der er ingen tvivl om, at det tager tid, og de mange pap-T-Shirts med tegnede logoer, tog muligvis lidt længere tid, end jeg havde regnet med - der blev taget en del aftner i brug. Men resultatet blev supergodt, og det var sjovt nok til at jeg gider blive ved.

 

 

Og selvom de store elever og en stor del af lærerne ikke skal være på skolen resten af året, fortsætter vi. Både fordi det hygger, vi er gået i gang og vi skal stadig kan dele virtuelt, når det hele er sat op.

Næste uges ideoplæg er mere eller mindre klart. Det er efterhånden blevet en meget lang tråd af mere eller mindre vilde ideer, der løber mellem tre damer, der dels består af en nedlagt hjemsendt lærer, en delvist hjemmearbejdende grøn dame og en pædagog, der veksler mellem undervisning, arbejdsmiljø og fritid sammen med de tilbageblevne børn.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar