Det er ikke mange gange vi har aflyst bål, de sidste gange har vi dog nøjedes med skumfiduser, som ikke tager så lang tid, ikke holder så længe på børnene, men som til gengæld gør det muligt at få flere hold igennem i løbet af den tilgængelige tid - når hold er klasseopdelinger, og regler skal overholdes.
I dag var ingen undtagelse. En hel del børn nåede at riste det tildelte antal skumfiduser, en hel del børn opnåede klistrede fingre og bløde, knasende sukkerbomber mellem to kiks.
Det var hyggeligt, det var koldt og tæpperne, som vi fandt på skolens depot, og som sikkert aldrig bliver pæne tæpper igen, er gode som varme på kolde bænke.
Selvom jeg både var udstyret med varm the mod kulden, og strikketøj til pauserne mellem de fremmødte børn, var der oftere kold the i koppen end varm, og jeg nåede vist ikke meget mere end fem omgange på den medbragte strømpe.
Det er vist mest af alt gode tegn.
Det var glade børn, der på skift kom forbi bålet, ikke havde tid til at vente på de gode gløder, men som hovedregel mener flammer er fantastiske og for nogens vedkommende, faktisk påstår at skumfiduser smager bedst, når de er lidt brændt.
Jeg er ikke overbevist, og er sådan set heller ikke tilhænger af skumfiduser. Men bål er jeg tilhænger af - trods duft og hvad der ellers følger med. Men når gløderne så til slut er helt perfekte, kan jeg alligevel ikke frasige mig lysten til at fremtrylle en helt perfekt oppustet, klistret og knasende brun fidus - det er først når jeg har spist den, jeg fortryder.
Når jeg kommer hjem, duftende af bål, bliver jeg modtaget af en kæreste, der synes det er jordens bedste duft. Og som nogen gange bliver en lille smule trist, når jeg smider alle kludene og går i bad.
For torsdag er ikke kun båldag. Torsdag er også badedag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar