onsdag den 1. maj 2013

Førstegangschokoladerouladebager


Ordets er Annes. Ligesom opskriften.

Anne bagte roulade.

Jeg har aldrig bagt roulade, heller aldrig haft den store interesse. For mig får tanken om roulade mig tilbage til de sidste skoleår.


Roulade med limefyld


Mandag eftermiddag. Henrik - vores dansk- og musiklærer - havde samlet nogle af de store unger og lavet et band. Drengene spillede. Pigerne sang. Henrik kæmpede en kamp for at få pigerne i nærheden af instrumenterne, men trods lilleskole, kvindekamp og blodrøde faner sad vi fast i de traditionelle kønsroller.

Lige så fast som drengene sad på instrumenterne og pigerne på microfonerne, lige så fast var traditionen for at mens instrumenterne blev stemt, trommesættet sat sammen og alting stillet op, var det pigerne der bryggede the og gik på tanken efter den obligatoriske citronmåne.

Den underlødige af slagsen. Den der lå lige ved siden af en mindst lige så underlødig roulade med syntetisk creme og et anstrøg af noget kunstigt frugt.

Selvom jeg aldrig smagte den, er det alligevel den oplevelse af roulade der dukker op, når talen falder derpå.


Roulade med limefyld


Men så bagte Anne roulade. Og viste skønne billeder. Billeder der brændte sig fast på nethinden. Billeder der gav mig lyst til alligevel at undersøge om min opfattelse af roulade var så langt ude i skoven, som jeg gik og troede.

Det var overraskende nemt. Der var kun et enkelt panisk øjeblik, da bunden skulle fra det ene stykke bagepapir til det andet. Med Emilies hjælp lykkedes det, og rulningen foregik helt uden dramatik og sprækker.

Den blev kæmpestor. Sådan enorm.

Jeg bryder mig ikke synderligt om bananer, så fyldet blev en kombination af Anders' og mine tanker. To deciliter fast pisket fløde rørt op med en deciliter creme fraiche og en god portion limemarmelade, der var den eneste spændende frugt den lokale kunne byde på.

Måske var jeg lidt for rundhåndet med det sure. Men det virkede. Anders var glad. Superglad. Og hans kolleger formelig smeltede, da han havde med og delte ud.


Roulade med limefyld


Selv må jeg indrømme at jeg aldrig bliver en den allermest rouladeglade. Men nu er den væk. Forsvundet som dug for solen. Jeg har prøvet, og lært at jeg tør en anden gang.

For der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

4 kommentarer:

  1. Havde jeg da bare fløde :-) Alt det andet har jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, måske du kan finde på uden fløde? ;)

      Slet
  2. Jeg har osse bagt rolade for en del år siden og hverken de hjemmelavede eller de købte smager mig. ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Catarina, så er det godt der er så meget andet at vælge imellem :)

      Slet