Fuchia, min farfar og glæden ved minder

Min farfar var gartner. Han ville egentlig have været journalist, men det måtte han ikke for sin far. I stedet blev han sendt i lære som gartner.

For det beløb min oldefar udstyrede alle sine børn med, da de flyttede hjemmefra, købte min farfar et stort stykke jord og startede en planteskole.

Da jeg var lille, var planteskolen stadig aktiv, og jeg husker stadig synet af alle damerne ude i de blomstrende marker, hjørnet med mærkelige vækster, marken med juletræer eller Gerda der sad på kontoret og altid bød på dameskrå.

I den store køkkenhave, kunne vi hver sommer spise os mavepiner til i jordbær, hindbær, stikkelsbær eller hvad det skulle være, uden at nogen kunne se, vi havde taget af bærrene.

Min farfar glemte aldrig sit ønske om formidling. Og gennem mange år holdt han foredrag om rejser, kirker, varandaer, haver og meget andet. Den lokale radio havde en overgang et program, hvor min farfar og programværten var ude i andres haver og talte om planterne og blomsterne og med haveejeren.

Jeg har en optagelse af et af programmerne. At høre min farfars stemme er en fantastisk oplevelse.

I de sidste år han levede, påbegyndte han sin livshistorie. Desværre nåede han ikke længere end første kapitel, som er spændende læsning, der får mig til at ville læse videre og vide mere.

Da jeg var barn var jeg lidt bange for min farfar. Jeg tror ikke han ikke kunne lide børn. Han vidste bare ikke hvad han skulle stille op med dem.

Den sommer jeg fyldte seksten, begyndte han pludselig at tale til mig. Jeg var overvældet og lyttede med på et langt foredrag om fuchia, som var en af hans absolutte yndlingsblomster, og som han havde mange af i sin have.

Jeg fulgte med og lyttede spændt. Ikke så meget af interesse som af følelsen over at blive talt til. Som til en ligemand.

I dag købte jeg en fuchia. Fordi jeg kunne. Fordi den stod der. Og fordi den fik mig til at tænke på min farfar.