mandag den 13. maj 2013

En lille smule koldt, men også rigtig skønt


Jeg lod strømperne blive hjemme. Cyklede af sted i sol og højt humør. Fandt den åbne fodbeklædning og den nyeste farve til tånegle.


sandaler


Dagen forsvandt. Vi fik planlagt, der blev kogt bolsjer og det viste sig at lynnedslaget fra forleden stadig leger kispus med vores netforbindelse. Det problem kan heldigvis sendes videre. Langt mere alvorligt at det, at det EAN-nummer jeg har brugt og købt ind med længe, åbenbart er nedlagt. Med manglende netforbindelse er det svært at sende nye numre til handlende, der sender undrende mails...

Da bolsjerne var trukket og bordet ryddet. Da theen stadig var varm i kanden og træheden begyndte at trykke, blev det tid til hygge i sofahjørnet, vandede vittigheder (jeg ved for eksempel nu hvad myggen gør, hvis den er usikker på blodkvaliteten) og billard mellem sjove drenge.

Pludselig havde jeg fri. Emilie kørte med og Henriettes lejlighed var næste stop. Mens Emilie pudsede vinduer og jeg havde travlt med karme og paneler, dukkede først Anders op, af- og påmonterede en vandhane - så Henriette nu kan få sin egen igen. Siden kom Bettina med både kost og gulvskrubbe. Det gør det noget lettere at fikse gulvene.

Et par spande vand og sæbe senere, duftede hele lejligheden af hvide tornadoer, aviserne og reklamerne fra postkassen blev samlet sammen og vi samlede os med. Den afmonterede vandhane ligger nu i Bettinas bil. Vi blev enige om, at den er lidt for tung at sende, men så har vi til gengæld en rigtig god grund til besøg sydpå.

Anders var taget hjem, Emilie og jeg satte os på cyklerne, stoppede og provianterede hos en kinesisk restaurant på vejen. Hjemme var tæerne kolde, sokker blev fundet frem, og da maden var forsvundet, forsvandt jeg under tæppe og med sofaen som baggrund, mens resten af husstanden fandt andre steder at gemme sig.

Nu er jeg varm igen. Nu føler jeg mig klar igen. En frisk kande the venter, resten af aftenen skal bruges med benene oppe - selvom jeg måske nok burde hente vasketøjet i kælderen. Det må blive i morgen.

For i morgen er der atter en dag. En dag der allerede har de første mange punkter på dagordenen. Vasketøjet er et af dem.


Og forresten - den der myg. Den tager selvfølgelig en stikprøve!

4 kommentarer:

  1. Stikprøve ! :)
    Hvor er I gode venner for Henriette !
    Bare tæer i sandalerne er jeg ikke heelt nået til endnu- men længes :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Losarinas mor, jeg synes det er det mindste jeg kan gøre. Og så tror jeg, jeg lader de bare tæer blive hjemme i dag - men måske i morgen, der er vist udsigt til sol og varme :)

      Slet
  2. Dejlig mandag med mange gøremål. Sådan har vi det bedst - især hvis der også gives plads til åndehuller så som sofa og strik :-)
    God tirsdag - også inklusiv hentning af vasketøj.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Dorthe, jeg kan godt lide fyldte dage. Jeg kan også godt lide dem uden ret meget i - bare der er ligevægt :)

      Slet