Det er hun da alt for lille til!

Emilie har for flere år siden besluttet, at hun ikke vil konfirmeres. Derfor er tanker i den retning slet ikke noget jeg har beskæftiget mig specielt meget med.

Jeg ved da godt at klassens drenge går til forberedelse, men det har jo ikke rigtig noget med mit barn at gøre.

Om det er baggrunden for, at jeg følte mig så uforberedt, er jeg ikke helt sikker på, men da Emilie den anden dag pludselig begyndte at snakke om Blå Mandag, var min umiddelbare reaktion, at det er hun da alt for lille til... Sådan noget skal hun da ikke deltage i.

Jeg nåede dog at rette ind, og i stedet spørge interesseret til hvad de så har snakket om. Hvad de har tænkt, og besluttet og overvejet.

De snakker om Bakken, fællesspisning og har ikke haft tanker om forældreindblanding. Jeg fik lige foreslået noget med nogle forældre et sted i baggrunden, der egentlig bare skulle holde sig væk, men være tæt nok til at få fat i, hvis det skulle blive nødvendigt.

Endnu er de stadig på tankeplanet, og der er stadig måneder til det bliver virkelighed. Men altså - hold op, hvor bliver hun pludselig stor.

Syv og tredive sekskanter tættere på målet

Jeg er ret vild med garn med lange farveskift. Til nogen ting.

Hexipuffs for eksempel.

Når farveskiftene er lange, giver et enkelt nøgle garn en bunke puffs, som stort set alle er forskellige. Samme farveholdning, men enkeltvis ikke ens.

Gennem måneder har jeg strikket puffs af et nøgle Hjerte Kunstgarn. I blå og grønne toner. I aftes kunne jeg strikke den sidste, konstatere at hundrede gram garn giver syvogtredive sekskanter, og glæde mig over at med den mængde, er tæppet tæt på at se en afslutning.

Pludselig mangler jeg bare fjorten puffs, så er målet nået.

Fjorten! Det er altså ikke ret mange.

Derefter venter sammensyningen. Som nok skal tage tid.

Eller måske lidt broderi på en del af de små dimser. Det havde jeg egentlig ikke tænkt mig, men en enkelt blomst eller to eller fem, kunne godt gå hen og blive lidt hyggeligt.

Men først de sidste fjorten.

Som må vente lidt.

Jeg har nemlig noget garn, der passer perfekt. Men garnet er øremærket sokker til Anders. Jeg skal bare bruge resterne til de sidste puffs.

Så nu slår jeg op til et par sokker...

Verden er blevet en lille smule mindre

For lidt over tre år siden sagde vi farvel til en skattet medarbejder.

Efter mange års arbejdsliv med børn, skulle hun videre. På dagen var det ikke ønsket om egentid, der stod højest på ønskelisten. På dagen havde hun slet ikke lyst til at stoppe, følte hun sig slet ikke færdig.

Allerede to måneder senere kom hun forbi, og havde slet ikke tid nok, til at nå alt det, hendes nye liv bragte.

Det var en ret fantastisk kvinde vi dengang sagde farvel til. En dame fyldt med livskraft, nysgerrighed og forståelse for andre. En dame med sans for detaljen, med mod på livet og med glæde over alt hvad hun mødte.

En kvinde der har sat sit præg på alle hun gennem et langt liv har været i berøring med. Børnene hun passede, forældrene og de voksne, hun arbejdede sammen med.

Et liv, der skulle have været langt. Mindst hundrede år. Så langt ville hendes livslyst og fantasi have rakt. Mindst.

Men sådan skulle det ikke gå. I sidste uge blev hun ramt af en blodprop i hjernen. Som med livet, tog hun også døden med storm.

Jonna, selvom du ikke læser det, er vi mange der tænker på dig :)

Yndlingstrøjen

For efterhånden rigtig mange år siden strikkede Bedsteveninden en trøje, der blev hendes yndling.

Siden er der løbet meget vand i åen. Den korte facon, der var kendetegnende, dengang trøjen var færdig, er ikke længere i højsædet. Vægtfordelingen har ændret sig, og den sidder ikke længere helt som den burde.

Men det er stadig yndlingstrøjen.

Gennem de sidste par år, har hun med mellemrum overvejet om den kunne gøres længere, eller om hun måske skulle lave en ny. Om hun overhovedet har mod på at springe ud i det igen.

Den er fyldt med perler, hæklede knuder og indsat hulstrik i et andet garn. Det er ikke bare sådan en man lige laver.

Den vedblev at være som den var. Blev brugt, og var stadig en yndling.

Da jeg var forbi i vinterferien, var det tæt på grådkvalt, da Sille endte med at spørge, om jeg ville have hendes yndlingstrøje.

Jeg er lavere end hun er. Måske er jeg efterhånden også lidt tyndere. Ikke inde i mit hovede, men hvis vi fandt et målebånd. Men hun er højere end mig, så det ses ikke.

Jeg synes allerede dengang hun lavede den, at den var flot.

Måske kan den blive min yndling.

Jeg lover i hvert fald at passe godt på den.

Lyset har for alvor fundet vej

Det er vildt så stor en forskel en uge kan gøre for fornemmelsen af lys.

Det er kun mandag og tirsdag jeg slutter sent. Ugens andre dage, har jeg en time tidligere fri, hvilket allerede har givet masser af lys på vej hjem.

Da jeg kørte hjem tirsdag inden ferien var himlen stadig i det grumsetgrå stemmeleje. Men efter ferien er der sket en kæmpe forandring. I går kørte vi hjem i strålende sol og masser af lys. Helt hjemme, var der stadig masser af lys.

I dag valgte vi at gøre hold på vejen hjem. Små tre kvarter i Rødovre Centrums indelukke betød behov for cykellygterne, da vi nåede ud igen. Men ikke helt så meget mørke, som før ferien.

Det er skønt. Lys giver energi. Jeg bliver glad. Jeg kan mærke det.

Ved Centret følger vi med i byggeriet. Endnu en udviddelse er på vej. Denne gang i tre etager og med lovning på både fitness og biograf. Jeg tænker det sikkert bliver lækkert, men også betyder døden for biografen i Viften tohundrede meter væk.

Det er tredie gang Centret udviddes siden totusindogseks. Der har stor set ikke været andet end udviddelsesarbejde de sidste seks - syv år. Personligt synes jeg aldrig byggearbejdet har været i vejen for oplevelsen af at købe ind.

Selvom jeg er ked af at Viften formentlig mister sin position som biograf, glæder jeg mig til at se hvordan den nye tilbygning ender med at se ud. Og så håber jeg at samme Vifte formår at overleve på de mange koncerter, teaterstykker, fagforeningsmøder og andet de også lægger hus til.

Strikkeglæder

Jeg er troløs, når det gælder strik.

Jeg har brug for at kunne veksle, alt efter humør, stemninger, situationer eller bare hverdagen i al almindelighed.

Det er sjældent jeg ikke bliver færdigt, med noget jeg starter op. Det kan bare godt tage lang tid.

I de sidste uger har min strikkeinteresse for størstedelen været delt mellem tre forskellige stykker strik. Tre pindestørrelser, tre mønsterdækninger, men også tre gange uld og tre gange overdele.

Mellem de tre stykker strik ligger også andet. Sokker til Anders, hexipuffs til tæppe, og et par andre småting, der somme tider er det bedste at strikke lidt på. Men lige nu handler det mest om de tre.

På de tykke pinde strikker jeg patent. Halvpatent, for selvom jeg bedst kan lide helpatent, valgte jeg alligevel den halve løsning. Jeg er i tvivl om jeg har garn nok til min ide. En ide, der trods flere opstrikkede nøgler, stadig er en ide. Stadig udvikles og stadig håber på garn nok. Halvpatent bruger mindre garn end helpatent.

Selvom jeg ikke har lyst til at indrømme det, kan jeg mærke at tykke pinde er hårdt for mine håndled. Så de tykke hviler i perioder. Findes frem i ny og næ, og patentstriberne vokser stille og roligt.

Jeg drømmer om lang flagrende varme. Spørgsmålet er stadig hvor langt jeg kan nå, mens det flagrende allerede fra start er svundet noget ind.

På de tynde pinde strikker jeg rib i varianter. Denne gang helt efter planen. Første gang jeg så opskriften med de flagrende ærmer, der i mange år har været mit varemærke, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle jeg strikke.

I opskriften står pind nummer fire. Det passede mig svært godt. Jeg kunne bare under ingen omstændigheder få strikkefastheden til at passe med andet end en pind tre. Det er sjældent jeg hopper på store stykker strik på pind tre. Normalt synes jeg det er lige tyndt nok. Men jeg ville.

Jeg er rebelsk når det gælder opskrifter. Ændrer rask væk, når noget ikke virker. Specielt når det handler om opdeling i alt for mange stykker. Jeg vil hellere strikke alt i et. Så det gør jeg.

Den nederste del, jeg umiddelbart så som rillestrik, viste sig at være bieser. Det giver en sjov effekt og en anderledes tekstur til det strikkede. Jeg er spændt på, hvordan det bliver i brug.

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor jeg ifølge opskriften skal strikke forstykke og bagstykke og ærmerne hver for sig. Specielt med tanke på bieserne. Jeg tænker det bliver et helvede at sy pænt sammen. Og glæder mig over min rebelske tilgang, der med rundstrik har elimineret det problem.

Tynde pinde er ikke mine yndlings. Og jeg synes tre milimeter er tyndt. Så er det rart at kunne veksle lidt. Gemme lidt. Tage frem i ny og næ.

Jeg synes jeg er nået langt. Jeg har nået ærmegabet og nu venter ærmerne, før en sammensmeltning og raglangindtag.

På midterpindene hænger Emilies poncho. Hendes direktioner, mine meget vide reflektioner. Foreløbig er hun ikke utilfreds. Kun synes hun jeg strikker på en for kort wire. Den giver ikke mulighed for at prøve.

Jeg har ikke sagt det højt, men selvfølgelig vil jeg med mellemrum strikke over på en længere, med mulighed for afprøvning. Jeg kan bare ikke holde ud at strikke på de alt for lange wirer, når prøvning ikke er på programmet.

Måske jeg skulle finde en af de lange frem i aften. Bare for at gøre hende glad.

På endnu en pindestørrelse er en strikkeprøve klar til endnu et projekt. Der mangler kun udregninger, før der kan slås an til endnu et opslag. Om det bliver i dag, i morgen eller om flere uger, det er ikke til at vide.

Lige pludselig er jeg i humør til noget nyt.

Indtil da hygger jeg med det igangværende.

Regnfrakken

Emilie kørte iført frakken i morges. Jeg var sikker på, at hun ville fryse. Jeg mener... voksdug og et dynebetræk som foer, det er der ikke meget varme i.

Men Emilie er ikke af den kuldskære slags. Og så er voksdug vindtæt. Ved jeg nu. Faktisk så hun varmere ud på vejen hjem end hun plejer i sin vinterfrakke. Og så havde hun også både halstørklæde, hue og vanter på.

Jeg tror der er gået cirka treenhalv meter coatet tekstil voksdug til vidunderet. Og lidt mindre af dynebetrækket, jeg valgte at klippe foer af. Det er muligt tre meter kunne have gjort det, men jeg havde ikke nok dug tilbage til skørtet, da resten var klippet og måtte supplere med en hel meter ekstra dug. I et andet design. For når der går to år fra man køber, til man klipper, kan man ikke regne med at den handlende ligger inde med mere.

Vi venter stadig på regn, for at afprøve regnfrakkestabiliteten. Til gengæld ved vi at den er vindtæt. De vigtigste sømme er alle forstærket med påstrøget bånd, der øger vandtætheden. Eller i hvert fald de fleste. Jeg løb tør for bånd, da skørtet blev syet på overdelen. Så jeg håber lidt det holder tørt alligevel.

Der er dog håb. Dels sidder bæltet lige oven i syningen... håbe, håbe, håbe. Dels vil det ikke være alt for besværgerligt at åben en søm i foeret og komme ind den vej, for at styge bånd på... når jeg har købt noget mere. Hvis det viser sig nødvendigt.

For at blive ved det der med at stryge. Så er det muligt i voksdug. Også at presse. Hvilket er vigtigt, når man syer. Det foregår cirka ens med hjælp fra et viskestykke. En masse tålmodighed. Og en del banden. Jeg bliver aldrig tilhænger af strygestykker. Men nu har jeg så et viskestykke, der er virkeligt plant at se på.

Det er vigtigt med en smule opmærksomhed ved det der strygenoget. Temperaturen skal stå på middeltemperatur. To prikker. Uden damp. Når alt at lagt plant - her er det en god ide at hjælpe med negle og fingre og hvad der ellers er inden for rækkevidde - lægges strygestykket over, strygejernet placeres, og nedtællingen begynder. Præcis ti sekunder. Helst ikke mere. Så kommer der mærkelige mærker i voksdugen, som ikke lige er til at få til at forsvinde.

Det tager helt vildt lang tid. Men det kan godt betale sig. Jeg tror faktisk det er det eneste der er lidt ud over det sædvanlige. Ellers er det bare at sy. Som du plejer at sy.

Af hensyn til ikke at få alt for mange overskæringer med nålehuller til følge, valgte jeg at sy lynlåsen - her er nemlig både lynlås og knapper - en smule ukonventionelt på. Det er måske ikke den pæneste lynlås jeg nogensinde har syet på, men den holder, og den ses alligevel kun, hvis hun vælger at gå med frakken åben.

Emilie har noget med knapper. De skal helst ikke være ens. Her valgte hun dog samme design, men forskellige farver. Der var lidt bolsjestemning over dem, da de bare lå i en bunke.

Lommerne i siderne har fået et inderbetræk af foerstoffet, fordi jeg tænkte at det ville være rarere at stoppe hænderne i. Selve lommerne er af voksdug, fordi de gerne skulle kunne holde vand.

Der er løbegang i hætten til en anoraksnor. Vi har bare ikke fundet den rigtige farve endnu. Det betyder at hætten er pænest, når den hænger ned af ryggen. Hvilket formentlig også er den måde, den vil blive brugt mest.

Selve mønstret er fundet i et gammelt håndarbejdsblad. Det var egentlig en lidt mere uformelig sag. Jeg brugte den øverste del, klippede over ved taljen, og satte et skørt til. For at få lidt facon, lagde jeg et par læg ved taljesømmen.

Det var vist det. Emilie er glad, og så er der vist ikke mere at sige!

Besøg med fart på

Det var med følelsen af at gjort et godt dagsværk, at jeg kunne hoppe på cyklen og tage hjem i dag. Jeg havde nået at glemme at det var i dag alle femte klasserne må komme på besøg.

Jeg huskede det heldigvis inden de ankom. Emilie bagte den lovede kage og Henrik fandt sodavand på depotet. Caféen er for sjete og syvende klasse. For at skærpe appetitten for at blive meldt ind, inviterer vi altid femte klasserne ind en gang om ugen fra engang i foråret og frem til sommerferien.

I år er vi startet lidt tidligere en sædvanligt, og det var en flok glade unger, der indtog lokalerne, glædede sig til velkomstkagen (i dag var første dag i rækken af mandage med besøsgstilladelse), kørte smootiemaskinen og slog sig hjemmevant ned.

På et øjeblik var antallet af børn i lokalet mindst firedoblet i forhold til sædvanligt. Det giver larm og mange spørgsmål. Det giver liv og langt mere at holde rede på. De gamle garvede medlemmer, tog det pænt. Gjorde som de plejede, og hyggede sig mellem "de små".

Der er ingen tvivl om, at det bliver nogle mandage med fart på frem til sommerferien. Det skal helt sikkert nok blive sjovt.

Mandag, ferien er slut og udenfor ligger et smukt lag sne

Hverdagen er i gang igen. Alt for tidligt. Hvis nogen spørger mig.

Altså stod jeg op, sammen med Emilie, og hoppede under dynerne igen, i samme øjeblik hun var ude af døren.

Nu er jeg oppe, næsten klar, og har fundet det der nyhedsbrev frem, som skulle have været klaret for længe siden... Men så gik der ferie i det hele, og jeg glemte alt om arbejdsrelaterede emner.

Snart er ferien for alvor slut

Søndag har været dvask. Rigtig søndagsdvask. Det har passet mig svært godt.

Regnfrakken til Emilie er færdig. Lynlåsen sidder fast, og knapperne kan knappes. Den sidder perfekt, der mangler stadig en snor i hætten. Vi kunne ikke finde nogen i den rigtige farve. Så hellere vente lidt.

Jeg satser på billeder i morgen. Og så venter vi på regn, så vandtætheden kan afprøves. Jeg håber den holder.

Søndag har også været sjov. Engang i formiddags fablede jeg om chokolade. Jeg gad bare ikke klæde mig på og gå ud og hente det. Altså var jeg vel ikke trængende nok. Tænkte jeg.

Pludselig var Anders i tøjet og skulle ud og købe ind, mumlede også noget om chokolade. Så jeg blev siddende med benene oppe og de første omgange af Emilies poncho på pindene.

Inden jeg så mig om, var han hjemme igen. Pludselig stod han med en bakke, der blev anbragt midt i skødet på mig. Uden plads til at strikke. Uden plads til noget som helst. Nærmest.

Han har grinet hele vejen ned til Fakta. For nu skulle jeg satme have chokolade. Han har skovlet ned i kurven, uden skelen til den knap så heldige kvalitet, han ellers går langt udenom. Nærmere med vilje, for det var sjovere.

Det var sjovt. Rigtig meget faktisk. Men jeg måtte flytte bakken, for jeg kunne ingenting. Siden har jeg nippet dagen lang. Der kan være meget på sådan en bakke. Jeg tror der går et par dage, før den er tom.

Med til historien hørte også de to teenagetøser, der stod i chokoladeafdelingen, kiggede på først det ene, derefter det andet. Anders havde ørene fulde af musik, og kunne derfor ikke høre noget. Men han kunne se.

Tøserne endte i køen foran ham. Med deres endelige beslutning om køb. En halv liter cola hver. Der stod de så, tøsefnisede og fjantede. Lige indtil de fik øje på indholdet af hans kurv ... Det var tydeligt de ikke fandt det helt retfærdigt at deres kontanter ikke rakte helt så langt som hans.

I morgen starter hverdagen igen. Jeg er klar. Jeg er også klar til endnu et par timers søndagsdvaskhed.

Shyyy

Er I klar over hvor meget tredive mennesker, der prøver at være mussestille i mere end ti minutter, larmer?

Lørdag har været lang. Og skøn. Og helt perfekt.

Lørdag har været surpriseparty for Lotte, der fylder fyrre på tirsdag.

Trods alle odds havde hun ikke den fjerneste mistro, og blev både overvældet, glad og afsindig rørt, da vi endelig kunne give los, ikke længere forsøge at være mussestille og absolut ikke til stede.

Lørdag har været ret så fantastisk.

Det sidste

Jeg har glemt præcis hviklen dag, men det var en af ugens første.

Det sidste af familieportrætterne er færdigt.

Som med billedet af Daniel er originalen forlængst gået tabt, men det ændrer ikke ved, at det ligner. Ingen har i hvert fald udtrykt tvivl om hvem, det skal forestille.

Nu står de alle fire bag hinanden i reolen. Det er ikke umuligt de kan stå der et stykke tid, inden de kommer op og hænge. Jeg er nemlig blevet i tvivl.

De står egentlig også meget fint der. Jeg skifter en gang imellem, så det ikke er det samme, der står forest hele tiden. Men det vil nok være finere, hvis alle fire kan ses samtidig.

Min tvivl handler om ophæng. Jeg ved godt hvor de skal hænge. Det er mere et spørgsmål om hvordan.

Min plan var og har længe været, at male et felt på væggen, og hænge billederne direkte på væggen, så feltet virker som ramme.

Men vil det se flottere ud med rigtige rammer. Hos søstrene Grene har de nogen som passer ikke både på mål, men også har en farve, der kan harmonere med de brune billeder.

Jeg har ikke travlt.

Så jeg tænker lige.

Lidt mere.

Og måske længe.

Puff og så var fredagen også væk

Det er vildt så hurtigt ugen er gået. Dagene er løbet i en hast der er kommet noget bag på mig.

Meget er nået. Ikke så meget, som jeg troede inden ferien. Men sådan er det ofte med mine ferier.

Blogget kan jeg ikke prale med at have gjort. Til gengæld er regnfrakken ved at ligne en frakke. Der mangler ikke meget. nærmest kun de allersidste mest tidskrævende detaljer. Om den så holder vand, må vi vente på regn til at afprøve. Men mon ikke det skulle være muligt inden for en overskuelig periode.

Jeg har strikket, jeg har malet. Jeg har set venner, veninder, familie, været på bytur med Emilie og i teatret med min mor og Annelise. Jeg har hygget, spist god mad, været alt for længe oppe, og mærkværdigvis også stået langt tidligere op end forventet.

Jeg har haft en dejlig uge, og selvom jeg gerne fortsatte en uge mere, kan jeg også mærke en begyndende glæde mod næste uge med tilbagetoget til arbejdslivet.

Men først venter weekenden. Der er stadig to dage, der kan fyldes som jeg har lyst. I morgen har jeg planer, der strækker sig over det meste af dagen. Søndag derimod, ligger stadig ganske åben og klar til hvad som helst.

Love never dies

Det er ikke så tit jeg er i teatret. Jeg gider rigtig godt, det bliver bare sjældent særlig tit.

Da min mor ringede og spurgte om jeg ville med i Det Ny Teater og se fortsættelsen på Phantom of the Opera, var jeg ikke i tvivl, da jeg sagde ja. Dels er det min oplevelse, at Det Ny Teater er rigtig gode til store smukke opsætninger, dels har jeg set Originalen, og ville gerne se den efterfølgende.

Det hundredeårige teater, der efter en gennemgribende restaurering fremstår som nærmest nyt, danner en fantastisk ramme om en forestilling der foregår omtrænt samtidig med dengang teatret var helt nyt og stod færdigbygget efter år med intriger og voldsomme omvæltninger.

Der er noget mystisk over bygningen, der formår at have en teatersal tværs over en gade, med foyer, trapper og deslige på den ene side af gaden og scenen med alt det der hører til på den anden side.

Det er en forunderlig følelse at stå med udsigt mod Vesterbrogade, og vide at lige bag mig ligger salen, med alle dens balkoner og sæder. En meget mærkelig og sjov detalje var også, at ved mine tidligere besøg ved netop den scene har jeg altid siddet til venstre for midten i salen. Altid gået ind fra den side, der vender mod søerne. Denne gang var det omvendt, og jeg kunne ikke komme uden om en følelse af, at hele salen med scene og alting vendte helt forkert.

Love never dies er et smukt stykke. Fyldt med de mest fantastiske kulisser, scenografi og kostymer. Jeg er ret vild med scenografi, der skifter, mens vi ser på, og som udnytter den samme kulisse til forkellige scener.

Historien udspiller sig i New York, hvortil Fantomet, efter at teatret i Paris er nedbrandt, er flygtet til. Med hjælp fra Madame Giry og hendes datter har han opbygget et nyt teater med varité og et freakshow på Coney Island, hvor det dengang var kotyme at vise misfostre frem for penge.

Ti år er gået. Fantomet savner Christine med en voldsomhed, der gør ham ude af stand til at skrive musik, som han føler det skal skrives. Christine er en stor stjerne på den Parisiske sopranhimmel, men lokkes til New York af Fantomet, der ønsker at se hende igen. Herfra fortsætter historien med langt flere referencer til den originale bog, end jeg umiddelbart var klar over.

Jeg har aldrig læst bogen, men det har Sille. Og da jeg i dag fik nok af regnfrakken - som efterhånden begynder at ligne noget - tog jeg ind til hende, drak the og snakkede om min oplevelse af musikalen.

Det er et flot stykke. Musikken fylder godt, men jeg savnede en sang eller to, der sætter sig fast og huskes længe efter. I dag kan jeg ikke huske en eneste tone. Jeg savnede også referencer til den første forestilling. Den her er selvfølgelig ny, men jeg synes alligevel godt, der kunne have været mere, der bandt de to sammen. Det var der, men i langt mindre grad end jeg synes der burde have været.

Jeg gik til pausen mellem de to akter med en følelse af, at historien var en smule søgt. At der er grunde til, at der ikke bør digtes videre på en god historie. Men også med en oplevelse af at have været godt underholdt.

Andet akt ændrede alt. Historien fik liv, ender blev bundet og alting gav mere mening. Slutningen kom bag på mig. Det havde jeg ikke lige set, og jeg må indrømme at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage.

Efter dagens snak med Sille, blev flere ting sat på plads. Og som det vigtigste viste det sig, at noget af det, jeg havde tænkt som søgt og en viderefortolkning, rent faktisk står i Gaston Lerouxs roman.

Jeg ved der har været en del negativ kritik af stykket. Men jeg synes bestemt det er værd at bruge en aften på.

Alle billeder er lånt fra Det Ny Teaters side.

Feriedage

Dagene går stille. Vi fylder dem med lige det vi har lyst til. Lige nu.

Det er ikke meget.

I går havde jeg en aftale med Sille. Emilie ville med, og så var pludselig grundlag for at lægge turen forbi Rasmilla og købe det garn, Emilie for længe siden har udset sig til en poncho.

Nu ligger der Cafe Latte og Kakao og venter på jeg i første omgang starter på en strikkeprøve. Emilies ønsker er noget uklare, sammen med noget meget klart. Så der skal tænkes, for at samle det hele til noget godt.

Sille viste sig at være syg. Vi ønskede god bedring og gik i stedet en tur gennem byen. Det er altid hyggeligt. Hjemme igen kravlede vi hver især ind i os selv og hyggede videre.

I dag har mest af alt stået på regnfrakkesyning. Jeg har knækket nødden, og har pludselig lyst til at se den færdig.

I aftes fik jeg løst knuden med armering af hullerne i sømmene, og bortset fra mareridtet omkring ærmegabet og syning af rundinger i voksdug, for ikke at snakke om den efterfølgende aflukning af huller, går det nu strygende.

Men yderligere syning må vente til i morgen.

Min mor har inviteret. Kjolen er strøget. Om lidt sætter jeg kursen mod Vanløse og lovet middag, inden aftenen senere byder på et Fantom i Det Ny Teater. Eller, jeg ved det ikke, men mon ikke der stadig spøger et fantom i fortsættelsen.

De første spæde skridt

Ferien startede skrantende. På skift kravlede først jeg, siden Emilie under dynen iført smertestillende, for at ligge helt stille, sove lidt og så dukke friske op fra dybet.

Symptomerne var forskellige, men vi endte helligvis ens, og da dagen nærmest var væk, var vi klar til for alvor at tage hul på ferien.

Hen under aften fandt jeg mønsterpapir, blyant og ideer frem. Jeg vil så gerne lave den regnfrakke, jeg for alt for længe siden har lovet Emilie. Jeg har endda udnævnt den som ferieprojekt, og nu håber jeg bare jeg holder ved.

I aftes fik mønstret form og voksdugen blev klippet. De store linier er lagt, men jeg er i tvivl, om der rent faktisk er dug nok. Jeg håber virkelig butikken stadig fører det design. Ellers må vi nok udvidde med et andet.

Det blev for sent til at finde symaskinen frem. Det gjorde jeg så til morgen. De første syninger er klaret. Nu mangler næste del af processen. Hvor meget varme kan tekstil voksdug tåle? Hvordan får jeg sat forseglingen mod vandindtag fast, når den skal stryges på? Eller er jeg nødt til at bruge lim? Det sidste har jeg ikke lyst til.

Men det er alt sammen etaper, der kan leges med i aften. Lige nu venter en aftale ude i byen. Morgenmaden kalder og vi skal lige for alvor være færdige.

Om vi når hjem til mere symaskinetid er endnu uvidst. Men så er der i morgen og de næste dage. Jeg når det nok.

Vi har også nået at bestille rejsekort.

Søndag er nærmest gået i stå

Søndag er absolut så lidt som muligt. Som i ingenting overhovedet.

Dagen er gået uden nogen af os har udrettet noget som helst. Bortset fra Emilie, som måske så i øjnene at aftensmaden var noget udsat, og derfor besluttede at tage sig af det programpunkt.

Anders hostede villigt op med kontanter, da hun begyndte at skrive indkøbslister og finde overtøj.

Bordet er ryddet og sat på plads, opvaskemaskinen har kørt et par gange, og bør vist egentlig tømmes igen. Det tæller ikke rigtigt som udrettelser i min bog.

Dagen er gået med fjernsynet kritikløst tændt. Anders er faldet over TopGear i timevis. Det er altid sjovt at kigge på. Bare værterne er et studie værd. Jeg har skiftesvis sovet, malet, strikket og læst i Hobitten. Den er en smule svær at lægge fra sig lige nu. Smaug er besejret og hvordan skal det nu gå stakkels Bilbo og dværgene med hære af både elvere, mennesker og dværge, der nærmer sig.

Om lidt bliver jeg nødt til at læse et kapitel eller to mere. Mit største problem i dag er bare, at jeg har svært ved at holde fokus på det samme ret lang tid ad gangen. Så måske skulle jeg hellere strikke lidt, eller gribe maling og pensler.

Fra køkkenet spredes skønne dufte.

Hurra fra Emilie.

Og godt vi har ferie.

Emilies cookies

For Emilie er kombinationen lakrids og chokolade en fantastisk opfindelse. Jeg er ikke utilbøjelig til at give hende ret.

Så da Anne engang sidste år lancerede cookies med chokolade og lakrids, var vi ikke sene til at afprøve. Siden er de blevet bagt indtil flere gange.

I går prøvede Emilie noget nyt. Hun ville have cookies, som huun har set dem på caféer. Mens opskriften var helt efter bogen, Annes bog, var størrelsen Emilies.

Hun ville gerne have samme størrelse på dem alle, så med vægten som hjælp og en rund udstiksform til at forme efter, blev alle dejklumperne ligeligt fordelt på bagepladerne.

Bagetiden blev lidt længere, og resultatet helt igennem perfekt.

Det kan godt prøves en anden gang.

Også selvom det var lidt meget at skulle gennem en hel.

Klar - parat - start

Om en times tid går det løs.

Kanelsneglene er på vej i ovnen, bollerne ligger og venter på bid.

Fødselsdagsbarnets egen kage døde efter sigende engang i går aftes. Så er det heldigt Emilie bagte cookies.

Stolene står tæt. Jeg håber lidt at de mindste ikke bliver siddende alt for længe.

Anders står for kaffe, måske kan jeg også lokke ham til at røre i den varme kakao.

Jeg tror faktisk jeg er klar.

jeg tror endda, jeg for en gangs skyld når at smøre mascara om øjnene ...

Ferien er skudt i gang.

Formiddagen gik hurtigere end forventet. Et opkald gjorde det nødvendigt at møde en del tidligere end forventet.

Dagen gik hurtigt og med ualmindelig få børn. Det var forventet, men vi nåede at føle os en smule overraskede over hvor få.

Jeg pakkede computeren, inden jeg løb ud af døren. Det var et godt træk, for der var masser af tid til arbejde på det månedlige nyhedsbrev. Jeg er bagud. Dagens værk får mig til at føle mig knap så bagud.

De fleste af de få børn så film, et par stykker legede med en bold i salen og to af tøserne prøvede kræfter med papirfoldning og kreerede hårbøjler af firkantede felter.

Hjemturen blev afbrudt af gæstebudsindkøb.

Jeg tror vi fik det hele.

Siden er støvsugeren motioneret. Planen var ellers at gøre det i morges, men der var ikke tid. Altså nåede det at blive mørkt inden den blev fundet frem.

Jeg har en mærkelig ide om, at sådan nogle larmende redskaber helst ikke skal bruges efter mørkest frembrud. Vi bor i en bygning med lejligheder. Her er lydt og jeg synes ikke naboerne skal belemres med mere larm end nødvendigt. Somme tider synes jeg det er pinligt at bruge køkkenredskaber, der larmer, når først det er blevet mørkt.

Jeg gør det alligevel. Det kan være temmelig nødvendigt.

Og mens støvsugeren er pakket væk igen, er Emilie hoppet på røremaskinen i køkkenet. Den larmer i øvrigt. Emilie er heldigvis ligeglad, for hun vil lave cookies til i morgen. Jeg ved de bliver gode, så det skal være hende vel undt.

Ferien er i gang og i morgen får jeg travlt.

Jeg er klar!

Sne i betonforstaden

Jeg holder meget af sne. Det lyser op og gør glad. Det er koldt, og jeg fryser nogen  gange ude i det, men det ændrer ikke ved, at jeg  holder meget af sne.

Uden for byerne ligger sneen hvid og skøn langt længere end her i betonforstaden. Men den er her. Grå langs vejkanterne. Men vender jeg blikket væk, ligger sneen stadig på tagene, under hækkene, og på indhegnede arealer.

Fredag har tid til lidt husførelse. Da jeg løb i kælderen og satte vasketøj over, klædte jeg mig også på til en tur udenfor. Der var ting, der manglede. Ting, der har stået på min mentale indkøbsliste, og som jeg er kommet hjem uden dag efter dag.

Ude nød jeg den frostklare luft, sneen, der stadig ligger og lyser rundt om, og det vigtigste kom i tasken, inden jeg vendte rundt og gik hjemad igen.

Hjemme er der tid til at sidde lidt, inden jeg igen skal ned til vasketøjet. Tid jeg troede skulle bruges med strikkepindene, der aldrig rigtig kom frem i går, men som i stedet blev brugt til en snak med en kollega, der er nødt til at blive hjemme.

Hun ville være sikker på jeg vidste, for med sygdom, ferie og orlov, ender jeg med at være eneste fastansatte sammen med to vikarer. Vi klarer det nok. Specielt når vi på forhånd ved, det er begrænset hvor mange børn der dukker op i dag.

Dels er det sidste dag før ferien, men langt vigtigere skal alle ungerne i dag spille kidsvolly i Rødovrehallen. Det gør de hvert år, og hvert år kommer de trætte tilbage, og mange tager direkte hjem.

Det er nogle super fyre jeg er sammen med i dag. Jeg har en hotline hjem til Louise og går det helt galt må vi kalde assistanse fra de andre afdelinger... Hvis ikke de også er ramt af sygdom.

Dermed bliver fredag formiddag lidt kortere end forventet. Det er helt okey. Til gengæld har jeg ferie en hel uge, når klokken slår fire.

Hep Hep, vinterferie. Jeg er klar.

Overbelyst

På bordet ligger sidste del af familieportrætterne. Det af mig.

Onsdag aften blev jeg færdig med farve nummer to, og mangler nu bare den sidste.

Mens alle de andre billeder, jeg tidligere har lavet, først for alvor har givet genkendelse efter den sidste farve, er der her ingen tvivl.

Det er sjovt.

Det ser et eller andet sted færdigt ud. Helt klart overbelyst, men ikke egentligt ufærdigt.

De næste dage er godt fyldt, men næste uge venter ferie. Så skal den sidste farve nok også finde vej.

Det føles lidt forkert, når en dag næsten har været uden strik

Torsdag har været lang, indholdsrig og uden særlig meget tid til at sidde ned.

Torsdag startede tidligt. Jeg har besluttet at det der med at hive bryn ud af mig selv, er jeg i virkeligheden slet ikke god til. Jeg har aldrig ordentlig lys, og jeg synes det er svært at forme ordentligt. Eller se hvad jeg laver.

Så da den lille kliknik oppe i centret åbnede, stod jeg klar til en omgang fra en, der kan finde ud af det. Det er en sjov dame, der har klinikken, og da jeg gik derfra, var det med en temmelig løftet pegefinger i rygsækken om aldrig nogensinde at gøre det selv igen. Faktisk må jeg slet ikke røre ved noget. Det skal hun nok, og så skal det nok blive pænt.

Jeg havde en følelse af at skulle stå skoleret.

Senere fulgte indkøb, indpakning og udpakning og tilberedning af både det ene og det andet. Der fulgte billardkampe, brætspil og afsindige snakke med både piger og drenge.

Da klokken slog fem gik de sidste af mine kolleger hjem, og jeg stod tilbage med en flok glade teenagere til hyggeaften, spisning og sjov.

Det er lang tid siden, jeg sidst har åbnet dørene for sådan en aften. Tidligere gjorde vi det tit, men så udeblev ungerne. Det var ikke længere ønskværdigt. De gange jeg har prøvet siden, har ikke været udpræget succesfulde.

Det var i aften. Det var superhyggeligt. Godt halvdelen af Caféens medlemmer dukkede op. Maden var god og ungerne var glade.

Da maden var spist og bordene ryddede, løb de allesammen udenfor for at lege gemmeleg. Jeg nåede lige at glæde mig til en stille kop the og lidt strik i et hjørne, da de allesammen væltede ind igen.

Mere spil med både brikker, kø og kugler fulgte efter, Theen måtte nydes stående, gående og hvor det kunne passes ind, mens ungerne fyldte, larmede, var glade og bestemt ikke havde tænkt sig at tage hjem.

De skulle nærmest smides ud. Så er der noget ved det. Så gider jeg godt. Rigtig godt endda. Og jeg må hellere skynde mig at skemalægge endnu en aften inden alt for længe.

Nu er jeg træt. Både Anders og jeg har længe været parat til at gå i seng, men der var ord, der skulle deles. Ord der skulle ud og formidles. Ord der pressede sig på.

Det er godt at snakke og tale med hinanden. Også en sen aften, hvor vi begge måske i virkeligheden ville have bedst af at pakke sammen og gå i seng.

Det gør jeg så nu. Eller om to minutter. Højst!