På torsdag fylder Rose seks år. I dag blev begivenheden fejret, og det var skøt at se både hende, hendes mor og hele familien igen.
Jeg har kendt Sille siden vi begge startede i tredje klasse. Da vi dengang sov hos hinanden i tide og utide, har jeg også kendt hendes familie meget længe, og det er næsten som at komme hjem, når vi ses.
Det er alt for længe siden vi har set hinanden, hen over sommeren havde først den ene, så den anden ferie og af en eller anden grund er min kalender så fyldt, at det kan være svært at finde et hul.
Rose var glad, spiste al mormors roulade, pakkede gaver op, legede med sin fætter - der gik sport i at baldre alle ballonerne - og havde i det hele taget en fest.
Hun er startet i skole og synes om det. Det er dejligt at høre.
Da kagen var spist og folk blev trætte forsvandt først den ene, derefter den anden og til sidst skulle barnefaderen hjem og have barnet med sig. Da de kørte stod bordet stadig, og mens jeg bar ud, tog Sille sig af køkkenet.
Det lykkedes os at afkalke kaffemaskinen, sidste gang var også sammen med mig, og jeg kan konstateret at det er muligt at læse og forstå en tysk brugsanvisning.
Vi vaskede op, pakkede væk og fandt en af de tilbageblevne boller frem, satte os med the og ost og fik hinanden opdateret på alt det vi ikke har snakket om alt for længe.
Inden jeg tog hjem lykkedes det os at presse en aftale ind i fyldte kalendre. Det er godt at vide, der ikke går to måneder inden vi ses igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar