De sidste tre-fire år har vi i SFO taget på tre fælles ture i løbet af sommerferien. En af de ture går som regel til Frilandsmuseet. Jeg er vild med frilandsmuseet, Emilie elsker Frilandsmuseet og da hun havde mulighed for at tage med, fik vi en hyggelig dag sammen.
Det er sjovt at kigge i husene og snakke med børnene om alt det vi ser, som de ikke kender betydningen af, lære, opleve og blive en lille smule klogere.
Det var en sjov flok børn vi havde med i år. De havde været der før. Et par af dem vidste at på en af gårdene kan man kravle gennem lokummet, hvilket var noget af det sjoveste. Men de havde glemt at man må gå ind i husene.
Oplevelsen, da det gik op for dem, at man kan gå ind, man kan kigge rundt og man kan stille spørgsmål til de medbragte voksne, var fantastisk.
Senere mødtes vi og spiste frokost. Mellem frokostpladsen og møllen ligger et grønt område, hvor masser af byggebrædder var til fri benyttelse. Byggebrædder er fantastiske, og vi kunne hurtigt blive enige om at sådan nogle vil vi gerne have på skolen.
Tilgangen til at bygge med brædderne kræver en smule logik og matematisk sans. Børnene kastede sig ud i byggeriet og det var sjovt at se hvordan de havde hver deres indgangsvinkel til brædderne.
Det er lidt strengt, men de børn vi havde med den dag, var meget klassiske maskuline/feminine i deres tilgang til byggeriet. Jeg tænker ikke at den gruppe børn vi havde med den dag, er repræsentative for hvordan opgaver tilgås. Havde vi haft en større gruppe, havde fordelingen nok været ganske anderledes. At det nu blev så tydeligt, fordi de delte sig i drenge og piger, gjorde det vildt interessant at se på.
Drengene prøvede, fejlede, undersøgte, fandt ud af hvordan tingene hang sammen og byggede et så imponerende hus, at andres børns forældre heppede på dem og fortalte dem, hvor dygtige de var.
Pigerne brugte langt tid på at overveje hvordan de skulle gribe opgaven an. De prøvede ikke, de undersøgte ikke, og nåede måske derfor ikke ret meget længere end til at fejle.
Brædderne findes i tre forskellige størrelser, der alle kan sættes sammen i et kryds. De fungerer på samme måde som logcabinhusene, der blev bygget i det vilde vesten. Et hak i enderne, der passer ind i hinanden. Det lille bræt bruges som udgangspunkt til at bygge de større brædder i højden eller til at lave vimduer, og har et hak i midten. Mellembrætet har et hak i begge ender, mens det store bræt også har et hak i midten. afstanden mellem hakkerne på de to længste brædder er lige lang. Fordi der også er træ efter hakket, kan man ikke sætte to mellembrædder i stedet for et langt over hinanden.
Lige præcis det at to mellemstørrelser ikke kan gøre det ud for et langt bræt, gik aldrig rigtig op for pigerne. De nåede aldrig att bygge højere end tre brædder i højden, og de brugte afsindig lang tid på at overveje deres næste træk.
Vi overvejede om vi skulle hjælpe, men de var meget tydelige i, at vi ikke skulle blande os og de havde styr på det. Altså havde vi fornøjelsen af at observere og more os lidt over hvordan tilgange er forskellige.
Vi skulle videre, vi skulle hjem. Bussen ventede på os, og derfor pakkede vi sammen og gik mod udgangen. Jeg tror stadig at havde pigerne haft længere tid, ville de have endt med at se systemet. Havde vi haft nogle andre piger med, havde udfaldet nok været ganske anderledes.
Inden vi nåede til frokost og byggebrædder, stod jeg på de toppede brosten på gårdspladsen ved den store fynske gård nedenfor møllen og spandt. Det var på det tidspunkt at børnene havde mægtig travlt med at kravle gennem det gamle lokum.
At stå og spinde on location i omgivelser der stammer fra en tid, hvor det at spinde var noget man gjorde for at få tøj på kroppen er en fed oplevelse. At Emilie var med og kunne forevige øjeblikket er kun hyggeligt.
Jeg tænker vi tager til Frilandsmuseet igen til næste år, og håber det bliver i en af de uger, jeg er på arbejde. For det er absolut en af de rigtig hyggelige ture, når sommerferien er i gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar