tirsdag den 27. oktober 2020

Mere Weeee!

 

Dengang forrige søndag, da Daniel og Oscar kom forbi og vi gik på legepladsen, sluttede det ikke ved det store edderkoppespind, og drømmen om at stige til vejrs.

Vores legeplads har mere at byde på. 

 

 

Den lille ende med legepladsaktiviteter i en størrelse, der som sådan nok burde passe barnet, har ikke den store interesse, så det sprang vi over. Til gengæld var den sjove gynge, som han på ingen måde tidligere har ville i nærheden af, pludselig spændende.

Jeg tror altså det hjalp at vi havde ham far med. 

Vi startede alle tre, hvilket rent vægtmæssigt var mere optimalt end Daniel i den ene ende og Oscar i den anden. Men jeg blev rundtosset og stod af. 

Oscar havde ingen planer om at stoppe, så Daniel fortsatte. Først langsomt, men da det viste sig at barnet sad ret godt fast, kom der lidt mere fart i omgangene. 

Det synes han var sjovt. 

 

 

Videre gik det mod svævebanen, som han heller aldrig har haft interesse i. Daniel løb frem og tilbage, først med et godt greb i både tov, siddeagregat og barn, til slut helt uden at have fat i noget som helst. For igen sad barnet rigtig godt fast.

For at få vejret overtog jeg, men det var ikke helt så godt. Så fik vi ideen, at jeg kunne sende af sted, barnet sad alene og far tog imod i den anden ende. 

 

 

Det var sjovt mens han svævede, det var fantastisk når far tog imod, men han mente også at far skulle sende af sted. Efter skrål, hver gang jeg trak mod startpunktet, og lige så meget grin, når han blev sendt af sted, blev vi enige om at nu var det slut.

Oscar var bare ikke helt enig. 

Hele vejen fra legepladsen til trappen op mod lejligheden hylede han derfor:

Mere Weeeee!

 


Det er vist ikke sidste gang, der skal leges vildt.





2 kommentarer:

  1. Åh, du godeste, hvor er han dog sød! Heldigt, at han sad godt fast.......
    Jeg havde min mindste nevø med i Tivoli da han var så lille at det var trapper og vandpytter som var sjovt. Da jeg ikke gad gå op og ned ad en trappe med ham for tiende gang, sagde jeg at han skulle vente til den næste trappe, hvortil drengen sagde "Næste gang NU!"

    SvarSlet