Anjas have

 

For længe siden - tilbage i august, nærmere bestemt en af de sidste weekends i august - var jeg på tur til en fantastisk have.

 

At jeg endte der havde mange omveje, for de sidste weekends i august er åbenbart der, hvor alting sker.

Som udgangspunkt var jeg inviteret til fest i Anjas have, et arrangement hun og hendes mand holder hvert år, og som jeg endnu aldrig har kunne deltage i. I år kunne jeg. I år var der ikke andre planer. 

Men så blev vi inviteret til barnedåb i Aarhus. En barnedåb, der slog enhver anden plan i stykker. Jeg meldte afbud til Anja, til trods for lovning på at sove i deres hyggelige shelter med udsigt til den smukkeste lille sø, et sted midt på Sjælland. Og håbede at kunne være med næste år. 

 

 

Undervejs dukkede en virus op. Fiberfolk i Roskilde, der længe havde stået i min kalender blev udskudt. Fiberfolk i Roskilde er et af de garnrelaterede arrangementer jeg helst vil til. Måtte jeg kun vælge et enkelt i løbet af et år, vil det være det. Nu lå det pludselig i selvsamme weekend. 

Længe stod barnedåben øverst på hitlisten. 

Men så blev Aarhus ramt. 

Vi blev hjemme. 

 

 

Arrangementet i Roskilde rykkede tættere på. Men havde jeg i virkeligheden lyst? Hvor mange mennesker ville der være? Jo, jeg havde og har brug for at komme ud, men med en hverdag mellem omkring firs ansatte og femhundrede børn (jeg ser ikke dem alle, her er også sociale bobler) føles det som en afsindig dårlig ide at sætte mig selv i en position, hvor jeg potentielt kan trække noget med hjem. 

Jeg droppede garnet for i år. 

Tilbage stod Anjas have. Men var det ikke i virkeligheden det samme? Et selskab (omend mindre) af mennesker jeg ikke kender eller ser i dagligdagen. I hvert fald for et par stykkers vedkommende. For en stor del af gæsterne er jeg sammen med hver eneste dag. 

Jeg endte med at slå til, spurgte pænt om jeg stadig var velkommen og om der stadig var plads i shelteret. Jeg fik kun positive svar.

Og sådan endte Berit og jeg med at sidde det meste af aftenen på Anja og Jens' nye terrasse med udsigt over have og sø, sammen med en flaske astii og bare være, mens resten af selskabet holdt til højere oppe i haven i det opstillede telt, hvor vi deltog i spisningen, inden vi igen fortrak til hyggen på terrassen.

Der er så smukt i Anjas have. Vi ses alt for sjældent, for Anja skulle prøve nyt og arbejder ikke længere sammen med os. Der er også smukt at vågne efter en skøn nat i det hyggelige shelter, Anja og Jens har bygget, med udsigten i den helt rigtige retning.

 

 

Jeg er klar igen næste år. Hvis ikke andet pludselig står i vejen.