torsdag den 2. august 2018

Ved vandet


Vi tog på standen i dag. Fem drenge og næsten lige så mange voksne.





Der var skønt ude ved vandet. Luften var varm, solen skinnede, en brise luftede og vandet var skønt.

Og mens livredderne holdt kursus, og reddede en mand, der svømmede i forvejen, legede drengene i vandet ved broen behørigt overvåget af voksne i vand og på land, helt efter forskrifterne.

Der blev gravet i sand. Et dybt hul, som børn efter tur hoppede i og blev sat fast. Lige til knæene. Det var sjovt, følelsen af at kunne læne sig tilbage og være ved at falde, men stadig sidde fast.

Det var et hit, og et par af drengene gravede videre, da alle andre var færdige. Der kunne også sprøjtes vand på den fastsatte - uden mulighed for gengældelse. Altså indtil rollerne var byttet om, og det med vandet måske ikke havde været så gennemtænkt...

Der var is, der var badning af flere gange og frokosten forsvandt, til trods for en hveps der ville spise med.





Der var stille på bagsæderne, da vi kørte hjem. Gassen var gået af ballonen og inden vi så os om, var de fleste gået hjem. Kun dem der ventede på afhentning blev tilbage, tilbagelænet i sofaen med et spil på mobilen og  afkobling fra resten af verden.

Det kan man godt have brug for en gang imellem.

I morgen snakker vi om at køre nordpå.





2 kommentarer:

  1. Sikke en dejlig dag, rart at I har muligheden for at komme på tur, når der ikke er så mange børn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, det er så skønt at komme ud. Selv på små ture. Var der flere børn, ville vi også tage ud, men på andre måder :)

      Slet