lørdag den 11. august 2018

Drager


Om Anders havde glemt at tjekke vejrudsigten, eller om han bare underbevidst ville have nyt tøj er ikke til at vide. Faktum er, at han tog til et tredive grader varmt Stockholm med udelukkende lange bukser.

På den anden side havde han ingen shorts, der kunne tåle at blive vist frem.. så måske var det derfor.





Under alle omstændigheder var det for varmt, så han søgte og fandt en lille bitte butik med ønskede beklædningsdele et sted nord for Stockholm i Järfälla Kommune.

Det var nemt at komme dertil, og med kortet til den offentlige trafik, ganske gratis. Vi hoppede på Tunnelbana 11 mod Akalla. Den brugte vi tit, denne gang kørte vi helt til endestationen. På Akalla station fandt vi bus 567 videre.

Bussen var af den airkonditionerede slags med flere led. Vi kørte ud af øde veje, inden vi mødte landsbyen Barkaby med Järfälla Kirke, Pippi Langstrømpehuse og ren idyl. Lidt længere mod nord, udbygges Barkaby med nye boliger i etageformat af en slags der gør Ørestaden misundelig.





Vi stod af ved Stora Torget og gik videre ad Barkabyvägen mellem alle de nye boligkarreer, der med deres forladthed, stilhed og modernitet fik mig til at tænke på både Momo og Tidstyvene og Palle alene i Verden.

Der var nærmest mennesketomt, og bryllupsbutikken på den anden side af vejen virkede ikke som et sted med mange kunder, med de store udsalgskilte i alle vinduer.

I militærbutikken fandt Anders shorts i flere længder. Siden har diskussionen, ude i byen, gået på om bukser, der slutter et sted mellem ankel og knæ overhovedet må benævnes shorts. Det er også besluttet og slået op, at sådanne benklæder kaldes lange shorts og er en del af det mandlige beklædningsunivers.





Tilbage ved Torvet og venten på bussen blev vi underholdt af en flok dampsprydende drager, og en enkelt gås, på den mennesketomme plads med lækre siddepladser og inventar af sidste nye materialer inden for genbrug af paller.

I forsøget på at finde et toilet, rundede jeg ICA Maxi overfor dragerne, som virkede lidt malplacerede i den menneskeforladte by, og befandt mig pludselig i en anden verden. En verden fyldt med mennesker, store butikker og outlets mellem store parkeringspladser og butikker i enhver form.





I Barkaby findes altså ikke kun den gamle landsby og det nye moderne boligområde. Her er også et kæmpe udendørs center med alle fornødenheder, egen indgang og langt fra Momo eller Palle, der må klare sig selv.


En totalt modsatrettet oplevelse.





2 kommentarer:

  1. Altså - jeg er imponeret over at I tog helt derud! Men man kan jo dårligt klare sig uden shorts. Herligt, at han har til et par år nu.
    På den anden side - man oplever noget, når man kommer helt ud i afkrogene.

    SvarSlet
    Svar
    1. ja, og Christunte, det tog ingen tid, vi var tilbage i byen ti frokost og havde hele eftermiddagen :)

      Slet