I virkeligheden er jeg ret ligeglad med Ishockey.. eller trofæer. Det er vist en af de ting, man ikke må sige højt som Rødovreborger.. men på den anden side er jeg ikke indfødt.
Men når nu trofæet er vundet af en af skolens gamle elever (han var godt nok før min tid - det er kun lillebror jeg havde fornøjelsen af), når fem børn er taget med en enkelt voksen til Rådhuspladsen, og jeg havde fri tidsnok til at køre forbi - kørte jeg forbi.
Der var mange mennesker på Rådhuspladsen foran den ballonpyntede scene, jeg kom hurtigt langt frem, men jeg kunne ikke se hverken børn eller voksen - til trods for at den udsendte er en af de høje. Men jeg vidste de havde været der længe nok til at være langt fremme, og endte med at opgive at finde dem.
Så jeg ventede sammen med alle de andre, fik opklaret at de stod helt fremme ved scenekanten (lækkert, tænker jeg, for børnene - også det voksne barn, der nok var den, der var mest vild efter at komme af sted)
Øjeblikket oprandt, jeg nåede ikke zoomfunktionen, før pokalen var sat på plads, og blev stående lige præcis længe nok til at synge nationalsangen, hvorefter jeg vendte om, havde set det jeg kom efter.
Mens jeg zigzaggede mig vej ud mellem alle de fremmødte, kunne jeg høre borgmesteren sige pæne ord, lovprise bysbarnet og byde den amerikanske ambassadør velkommen. Jeg mødte et lærerpar, der også var forbi og satte kursen efter danskvand til den altid slunkne samling i køleskabet og det der køleskab, jeg kunne have lyst til at flytte ind i.
Og dermed kan jeg tjekke mine sportslige forpligtelser af for lang, lang tid.
Vil jeg mene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar