onsdag den 1. august 2018

Onsdagsmasker


Vi havde planer om at tage til vandet i dag, men da det begyndte at tordne og senere regne, blev vi enige om at blive hjemme, glæde os over regnen - det lidt der faldt - og være praktiske.

Børnene synes det var fint, legede gemmeleg og dyr - det sidste meget højt. Så højt at de blev om at lege dyr et andet sted. Det var helt okey, og så fandt de bolde, Tumlesalen og hyggede sig.

Vi andre ryddede lidt. Lotte satte nyindkøbte redskabsknager op og fik styr kostene, der ellers bare står og fylder. Jeg fik klaret udstillingen af ungernes skrammelkunst i forhallen, så det står klar når alle kommer tilbage efter ferien. Jeg toppede med et skilt der passede til.

I affaldsrummet fandt jeg en gammel ødelagt cykelkurv, en plastikstok fra et rullegardin, en ditto metalting med gevind i den ene ende og en trædims, jeg ikke aner hvad har været. Sammen med en gammel liste, fik jeg frembragt en staffeli-agtigt skilteholder, der snildt kunne arbejdes videre på til senere brug.

Sådan en grøn skole kan vel sagtens bruge upcyklede skilteholdere til mere end en enkelt lille udstilling...













Læse:

Jeg bliver mere og mere glad for Alfabethuset, også selvom jeg stadig har en fornemmelse af at historien ikke rigtigt er begyndt. At jeg er i gang med en forhistorie, der lige om lidt leder frem til den virkelige historie.

Men helt ærligt, efter mere end hundrede sider er jeg vist i gang med den rigtige historie...

Jeg er i tyskland, to engelske flyvere er faldet ned og gemmer sig blandt tyske sårede. Men kan de komme derfra. Kan man overhovedet komme ud af et bevogtet tysk hospital, og hvad sker der hvis de bliver raske? Hvor længe kan de lade være med at sige noget, og hvem er de egentlig?

Der er mange spørgsmål, ingen er blevet besvaret endnu.



Strikke:

Sidste clue af Ysoldas mystiske sjal er udkommet. Jeg strikker ikke helt så hurtigt som forventet. Varmen slider på lysten og når jeg samtidig glemmer at tælle og maskerne pludselig ikke længere passer, tager alting længere tid.

Jeg har pillet op, strikket tilbage og startet på ny fra miserens udgangspunkt.

Om lidt skal det sidste fed vindes op. Jeg har nemlig fire farver i stedet for tre, og jo mere jeg tænker og jo mere jeg ser der færdige resultat for mig, jo mere bliver jeg overbevist om, at jeg hellere vil have den mørke sidste farve til slut, i stedet for den meget lyse, som virker fint hvor den er, men ikke hvor den forventes at fortsætte.

For at være helt sikker, kiggede jeg billeder fra dem, der er længere fremme i processen. Det gjorde kun beslutningen lettere at tage. Det fjerde fed garn skal i brug.





2 kommentarer:

  1. Det ser meget, meget flot ud.

    SvarSlet
    Svar
    1. Christunte, jeg er nok nødt til at indrømme, at jeg synes det er lidt mærkeligt, men jeg tror det bliver godt. Lige nu ligger det med nåle :)

      Slet