fredag den 31. marts 2017

Til langt ud på natten


Det er fredag og årets fedeste tur står for døren.





Ni og tyve femte og sjette klasses børn og Henrik og jeg. Turen er længe ventet og der er snakket meget om både det ene og det andet.

Når klokken er lidt over tre pakker vi os sammen og går i samlet flok (der skal nok være nogen hvis ben, fødder eller sko ikke kan tåle at gå) til Rødovre Centrum og Big Bowl. Henrik har bestilt baner til to timer.

Undervejs skal der nok være et par stykker, der får nok af at bowle. Så går de en tur i centret og mødes, når resten er færdige. Jeg har aldrig oplevet at de ikke kommer tilbage. Når bowlingen er slut kan de nå at invadere legepladsen foran centret inden vi finder en bus mod Glostrup.





I Glostrup støder Emilie og Chefen til. Begge fordi punktet efter spisning handler om biograf. Men også af to forskellige grunde. Når vi har spist - Henrik har bestilt bord - går turen videre til Sukkerland på hjørnet af Ringvejen eller Netto, der altid er god for sodavand eller andet at tanke op med. Ungerne har selv penge med. Jeg kunne godt have mange tanker om hvad og hvor meget de bør købe, men vi blander os ikke, og regner med at forældrene hjemme har aftaler med deres børn.

Når der er tanket op er klokken ved at være ni. Så slutter den sidste fremvisning i Glostrup Bio, som Chefen er medejer af og derfor kan låne til filmfremvisning. Der er andre på vagt i aften, derfor spiser han sammen med os. Emilie spiser med fordi den første film vi skal se er Beauty and the Beast. Den vil hun gerne se. Det vil jeg også.

Og det er kun første film, for vi skal se en mere. Den anden film er en gammel kending, den går ikke længere i biografen, men biografudstyr i dag lukker op for muligheden for at se fra mange medier og film er bare bedre på et stort lærred. Også film der er vist før. Vi skal se Percy Jackson og Lyntyven, den er der ikke mange af børnene, der har set, og så det jo lige meget at det er længe siden den gik i biografen.





En gang i nat er sidste film slut. Vi nyder at vi har haft hele salen for os selv, rydder op efter os, og glæder os over forældre, der gider komme og hente midt om natten. Skulle vi tilbage med bus, ville der nemt gå en time eller to ekstra, inden vi er hjemme og kan putte os under dynerne.

Til trods for alt det dagen er pakket med, er det sjove altid at det der gør turen til årets bedste helt sikkert er, at skulle være oppe til langt ud på natten.

Jeg ved det bliver en skøn aften. Jeg ved også jeg sikkert småsover under film nummer to. Men jeg har pakket strikkelyset, jeg fik i julegave sammen med strikketøjet, og satser på i biografens mørke ikke bare at skulle sidde og kigge. Det er jeg så afsindig dårlig til. Og når det kun er os, der er i salen, kan jeg finde et sæde, hvor jeg generer de andre mindst med mit lille lys.


I morgen tror jeg bare jeg sover længe.



2 kommentarer:

  1. Hvor lyder det hyggeligt - rigtig god fornøjelse, hvor er de heldige de dejlige børn der kommer med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, jeg ved fra pålidelig kilde, at mange havde glædet sig så meget, at det havde været svært for lærerne at få lærdom banket ind i hovederne på dem i løbet af fredagen.

      Og du kan tro vi havde en dejlig tur :D

      Slet