Kattetække

Jeg bilder mig ikke ind at katte elsker mig, men jeg synes jeg har en fornuftig forbindelse til Daniels katte.








Stalin er godmodig, ikke specielt skarp, og meget, meget kælen. Altså ikke noget problem der. Han elsker alle. Han tror alle elsker ham.

Naya derimod. Hun er reserveret, holder sig væk, lader ikke hvem som helst komme til og ser an i lang tid. Allerede førstedagen var hun henne og puffe til min hånd og gnide sig op ad mit ben. Det skal nok gå tænkte jeg.

Indtil hun sprang på Anders. Rasende, surt og hvæsende. Ham kunne hun ikke lide. Følelsen blev hurtigt gengældt. Omend de vist begge er tøet lidt op. Det har vi ikke oplevet før. Hun er mere reserveret, mere hormonpumpet end sidste gang de var her.

Hun er heller ikke vild med Stalin. Langer ud efter ham, hvis hun kan komme til det, knurrer når han er i nærheden og jagter ham efter forgodtbefindende. Vi tænker tanker om den der manglende neutralisering, og tror mere og mere på at det vil være godt for alle. Allermest den stakkels hormonpumpede hunmis, der gerne vil være kælen, men også er komplet utilregnelig.

I aftes hoppede hun op i mit skød. Kælede og hyggede, lagde sig med oplagte ører og synes vist selv det var rigtig godt. Indtil hun hvæsede af mig og jeg skubbede hende væk. Øjeblikket efter vendte hun smilende tilbage. Jeg stoler ikke helt på hende. Heller ikke selvom hun prøver.





I dag var Sille på besøg. Katte elsker Sille. Naya elsker Sille. Hoppede op, gjorde sig til, hvæsede da Stalin kom for tæt på, og nåede at springe på mig, mens Sille fik den udelte opmærksomhed, var elsket og holdt ud, til trods for at heller ikke hun stoler helt på hormonbomben.

Stakkels Stalin holdt sig væk. Skulle ikke nyde noget af humørsygen. Han havde ellers lige nået at indynde sig, inden den lille fine røde overtog pladsen.

Siden Sille gik, har hun været tøet noget mere op. Jeg føler mig i hvert fald noget mere feteret end jeg gjorde i går. Også selvom det med tilliden er lidt skrøbelig.


I morgen køber vi Baldriandråber.