Torsdag i Paris havde vi aftaler med tre meget forskellige damer, rundt om i byen. Tre damer, der hver især står for noget forskelligt, er blevet vurderet gennem tiden og alle har en historie at fortælle.
De to første damer mødte vi på Louvre. Vi gik ind i den store glaspyramide midt på slotspladsen, gennem sikkerhedskontrollen og steg ned gennem luftlagene ad lange smalle rullende trapper til kælderetagen, billetkøb, garderobe og indgangen til de attråværdige sale i det gamle slot.
Vi var tidligt ude ad døren på hotellet, for vi vidste vi havde en lang dag foran os. På Louvre var der allerede mange mennesker, da vi ankom, og selvom vi gik direkte mod den første dame, stod det hurtigt klart at vi ikke var de eneste med den ide.
Jeg var på Louve sammen med min mor for femten år siden. I dag kan jeg læse mig til at museet har undergået en stor restaurering, som endnu ikke er helt afsluttet, og som helt bestemt har været i gang dengang vi besøgte for mange år siden. Havde jeg vidst det ved et først besøg, havde jeg måske ikke været helt så skuffet over at se slottet.
Jeg er uden tvivl mere interesseret i selve bygningerne, end de kunstværker de huser – i hvert fald når bygningerne er gamle og rummer historie. Sådan har det været længe, men det var først da vi stod i de imponerende gallerier på Louvre, det gik op for mig. Jeg var gerne blevet for at snuse rundt i det gamle slot, der startede som en middelalderborg, og senere blev udviddet, ombygget og endte som kongeslot i byernes by.
Men jeg havde Emilie med, og selvom vi faktisk blev meget længere end forventet og hængte ud i et af de lange sidegallerier, efter at have besøgt den smilende dame bag tommetykt glas i en stor og luftig sal med masser af mulighed for fotografering. Vi satte os på en bænk midt i det lange galleri, hvor en mand havde slået sig ned med staffeli, palet, pensler og maling, for at kopiere et af de allestedsnærværende værker.
Vi sad bare og snakkede, nød stemningen, kiggede på manden, delte en rulle Mentos og og blev enige om at det er et langt smukkere slot end den indpakkede, mørke, kedelige bygning jeg havde stillet i udsigt.
Da Emilie fik nok, fandt vi for et kort øjeblik vej mod antikken og et mindre rum i lavere omgivelser, med færre gæster og et kig til en kvindekrop uden arme og et draperet klæde, der hvert øjeblik truede med at falde og fremvise samtlige hendes dyder.
Vi sagde pænt farvel til både Mona Lisa og Venus fra Milo, inden vi fandt tilbage til garderoben, gik gennem en imponerende lang underjordisk gang, omkring museumsbutikken og videre op i sollyset, hvorfra vi gik gennem Kongens Have mod Place de la Concorde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar